Et af de projekter vi er taget til Honduras for at arbejde på, er modernisering og forbedring af fysioterapiafdelingen på HAVA (Hospital Adventista de Valle de Angeles. Afdelingen har 2 medarbejdere, nemlig ægteparret Eliana og Herminio, som ikke har nogen uddannelse. Det meste af tiden er det dog dem der står for den fysioterapeutiske behandling af patienterne.
Jeg har ambitioner om at undervise dem i de vigtigste områder som er relevante for de patientkategorier de møder på HAVA. Det bliver 3 måneders intensiv undervisning afsluttende med eksamen.
Vi har valgt at kalde projektet for Fysio Honduras. Det er fordi den kæde af fysioterapicentre som vores eget center i Fredensborg er en del af, hedder Fysio Danmark. Lederne af Fysio Danmark har valgt at støtte dette projekt økonomisk og det sætter vi stor pris på.
På denne side vil vi holde alle interesserede opdateret omkring vores projekt i Honduras. Vi ankommer til HAVA den 24. november og glæder os til at tage fat.
Indtil den 24. november er vi på rejse til Californien og Roatan, som er en ø nord for Honduras kyst. Vil du læse om denne rejse, kan du klikke ind på dagbogen eller kigge i vores fotoalbum