 |
|
|
 |
|
Fredag 6/11 - 2009
Så nærner rejsen sig. Nu sidder vi så hele familien samlet, og snakker om turen. Vi ser frem til alle de oplevelser vi kommer til at få, og alle de nye mennesker vi kommer til at møde. Det bliver spændende, og med denne nye hjemmeside, er vi nu glade for at kunne holde jer alle informerede om, hvad vi laver 😉
-Josefine
11.november 2009
Så er vi begyndt på vores spændende rejse. I Honduras havde de først brug for os (læs plads til os) fra den 24. november, så derfor besluttede vi at begynde vores rejse med en "lille" ferie. Rejseudgifterne blev mærkelig nok ikke dyrere af at "smutte" forbi Californien og leje en bil, samt rejse til en smuk ø i Honduras. Så foreløbig har vi ikke set den store fattigdom, tværtimod. Kraftige (sagt pænt) amerikanere med oversize indkøbsvogne med pakninger af kødudskæringer, der kan slå selv en kødelskende dansker i sofaen, sukkermorgenmadsprodukter også i hidtil usete kæmpepakninger og i det hele taget mad i mega store portioner. I alle større og mindre byer vrimler det med fastfood i alle afskygninger og mit "diætisthjerte" har det ikke godt.
Et højdepunkt på turen har for mig været, at se mine gode gamle gymnasievenner Grethe og Cate. Pludselig var alt som i gamle dage og vi havde en virkelig skøn og skæg dag sammen.
Hilsen og knus fra Berit
12 nov 2009
Hejsa igen (:
Så vil jeg lige skrive lidt om hvad vi har lavet indtil videre.
Da vi ankom til San Fransisco, lejede vi en bil og på en dag, fik vi ellers set hele San Fransisco - i hvert fald den vigtige del. Vi så Golden Gate, var ude og se Alcatraz, som er et fægsel ude på en lille ø, hvor de aller værste kriminelle blev anbragt.
Så kørte vi op til byen Paradise, hvor vi besøgte nogle venner - Grete, Poul og deres datter Charlotte, som er ligeså gammel som mig. Der overnattede vi så. Næste dag tog jeg med Chalotte i high school. Så helt fri fra skole har jeg dog ikke (;
Det var en rigtig spændende oplevelse, og folk var enormt søde ved mig. Derefter tog vi ud og spiste, og så gik turen ellers videre til Yosemite, som er en kæmpe naturpark. Der overnattede vi på et hotel, med vaskebjørne og hjorte i baghaven. Næste dag var vi ude at se selve naturparken. Det var enormt flot, og kæmpe stort. Så kørte vi videre til en anden del af parken, hvor der var en masse sequoia træer, som er nogle kæmpe store træer med en diameter på 10 meter. Der for jeg så vild, og gik lidt i panik, da jeg kom i tanke om alle de "Pas på bjørnene" skilte jeg havde set på vejen (:
Heldigvis fandt jeg de andre, og vi kørte videre ned mod Los angeles, og fandt et hyggeligt hotel, vi kunne overnatte på (:
Og her ligger vi nu :p
Vi skal kører af Highway one (i regnvejr), mod mod Los Angeles i dag, og det tager ca 2 dage.
Hyg jer allesammen Josefine
Torsdag aften d. 12/11-09.
Vi kørte mod Highway 1. i gråvejr og frygtede en tåget regnvejrsoplevelse. MEN - sådan skulle det ikke være. Da vi nærmede os kysten, spredte skyerne sig og solen skinnede på os med varme stråler hele den lange dag. Highway 1. er en af de absolut smukkeste kyststrækninger i USA (ifølge vores guidebog). Vi begyndte turen ved Monterey bay og fulgte stillehavskysten langs den private vejstrækning 17- miles drive, hvor den ene milliardærvilla afløser den anden. Små slotte ligger spredt mellem brusende strande og golfbanen. Jeg tænker: "Hvorfor skal alt i USA være stort? Kæmpe pragtvillaer, en tur på golfbanen til en megapris på 2000 d.kr., store benzinslugende biler, store smukke fugle (gribbe, ørne og andre rovfugle), gigant træer, supersize menuer i restauranterne (som man ganske vist kan få med hjem i en doggybag), store mennesker (på den brede led) - ja, selve landet er stort, stort, stort. Men spektakulær og smuk har turen idag været med det ene imponerende kystscenarie efter det andet, omkring 100m høje redwood træer, en hel strand fyldt med søelefanter...og nu en dejlig varm seng.Godnat fra Berit.
PS: Jeg kom med et genialt forslag til en hurtig løsning af USA´s fattigdomsproblemer og mangel på sygeforsikring. Sæt f.eks. en lille dansk minister ind som præsident, sæt f.eks. lidt topskat på ejerne af de megavillaer vi har set idag og lad ministeren fordele ærterne på dansk manér. Svaret fra Benjamin var: " Det ville tage meget kort til inden han var skudt." Hm....ja, han har nok ret!
Fredag aften 13/11-09.
Vi vågner tidligt hver morgen. Ingen af os har rystet jetlaget helt af. Lidt over otte sad vi derfor allerede i en bus på vej til en ensomt beliggende bjergtop med et slot. Hearst Castle er en amerikansk ekscentrisk rigmands slot højt, højt oppe på toppen af det smukkeste bjerg langs Highway 1. Aviskongen William Hearst troede, at lykken fantes i overdådige fester med filmstjerner, præsidenter og dansere i skøn forening i slottets overdådige sale, svømmerbassiner, romerske bade, teater, biograf og zoologisk have. Til sin død i 1951 brugte rigmanden sit liv på at feste, samle skatte og udvide sit slot. Slottet er en af USA´s største seværdigheder, men altså...de har jo heller ikke mange slotte at byde på. Slottet ligger fabelagtigt smukt...bjerge og hav så langt øjet rækker. Der efter kørte vi til Solvang, den danske koloni i Californien. Komisk og meget lidt gennemført, men vi fik æbleskiver og "danskagtigt" wienerbrød....og talte dansk med en ældre herre, der længtes "hjem". Vi besøgte byen Santa Barbara, en smuk rig by, men midt i skønheden ligger de hjemløse i græsset og tager et velfortjent hvil. USA er kontrasternes land... Det var så en skøn, solrig tur på den berømte kyststrækning Highway 1. Amerikanerne er SÅ SØDE ved os. Vi føler os meget velkomne!
Godnat fra Berit.
15/11-09
Igår var vi i kirke i Loma Linda. Først i en ungdomskirke med ca. 600 unge mennesker, der spillede så højt, så vi idag stadig er lidt tunghøre. Cafe´kirken i København kan bare tage på plejehjem. Derefter gik vi til den store kirke, der kan rumme 7000 mennesker. Gudstjenesten optages på fjernsyn og der er orkester m.m. Stort, højtideligt og lidt upersonligt. Vi fik en rundvisning på Loma Linda, som er et af Adventistkirkens meget store hospitaler og universitet for læger og alle studieretninger inden for medicin. Kæmpe kompleks og meget imponerende.Vi var derefter inviteret til middag hos familien Dunbar. Dunbar har vi mødt på sprogskole i Spanien. Manden Stephen arbejder som biolog i Honduras i et projekt, der skal beskytte vandskildpadder. Han har skaffet os en kontakt til det resort, han benytter, når han studerer skildpadder, og det er der, vi skal være næste uge, inden vi begynder at arbejde. Han viste film og billeder af resort, skildpadder, hajer, fisk og koraller i mængder. Han fortalte også, at vi nok ville være nogle af de eneste på resortet, da det er sæson for orkaner(hurricane). Håber ikke vi mærker noget til det! Hej fra Berit.
16/11 - 09
Så blev det Hollywood. Her er alting også bare kææmpe stort. Husene, bilerne, maden og ikke mindst menneskene 🤨
Vi startede dagen med at køre langs Rodeo Drive, hvor alle de dyre butikker ligger. Chanel, Gucci, Prada, osv., mens der langs gaderne sidder tiggere og hjemløse. Så spiste vi morgenmad og kørte lidt rundt og så byen. Derefter kørte vi op på et bjerg, hvorfra vi kunne se det berømte Hollywood skildt. Så kørte vi lidt rundt i de overdrevet dyre kvarter og kiggede på de flotte huse. Vi så nogle skildte med "Open house" på, og så fik vi da lige lyst til også at se nogle af husene invendig. Så vi gik til åbent hus - hele familien. Husene var ikke bare store - de var enorme og hvad man nærmest ville kalde et lille slot i danmark. 5 soveværelser, og kæmpe køkken. Ejendomsmægleren kom hen og spurgte, om vi var interesserede. Mor, Benjamin og jeg sivede ligeså stille væk, og lod Arne forklare sig ud af den sag. Derefter kørte vi ned til stranden Santa Monica (Baywach), som var fyldt med mennesker af alle slags. Der kom børn hen til os og ville sælge hundehvalpe(godt vi var på ferie, ellers havde vi nok købt et par stykker). Derfra kørte vi hen til en anden strand (Venice) som også er meget kendt, men lidt mere i et "slumagtigt" kvarter. Boderne og butikkerne var faldefærdige, og mange folk rendte rundt i en tåge af hash, fra hashbarene langs strandpromenaden. Hunde på skateboard, pappegøjer, og folk der dansede lags promenaden var ikke usædvanligt. Så kørte vi i Whole Food market for at købe aftensmad, men kom ud med mad til en hel uge - hvilket vi var nødt til at spise på en aften, fordi vi flyver videre til Honduras i aften.
Josefine😎
16-17/11-09
Josefine og Benjamin havde fået anbefalet Universial Studio og vi tog alle fire der til på vores sidste dag i Californien. Mega kommercielt, men også meget sjovt. Vi vidste faktisk ikke rigtigt, hvad det var, og det er også vanskeligt at forklare. Det mest spændende er (efter min mening) en rundtur i diverse filmkulisser, hvor man prøver at være i et kraftigt jordskælv, på en bro der falder delvis sammen, ser biler der eksploderer m.m. og man får pillet filmillusionerne godt og grundigt fra hinanden. Hele natten har vi siddet i fly (med uro i benene) til El Salvador og derefter til Honduras, nærmere betegnet øen Roatan, hvor vi skal opholde os en lille uge, indtil de har brug for os på hospitalet. Vi så indre billeder af en ren, smuk og idyllisk caribisk ø, men det første vi skulle igennem, var et slumkvarter. Vi bor langt væk fra det meste i et resort lige ud til bølgen blå. Her er noget primitivt (undskyld, sådan lidt Himmerlandsgård agtigt;-)..bare værre), men hvem vil føle sit godt tilpas i luksus, når de bor i skure rundt om hjørnet. Vi har det fint. Jeg sidder her og lytter til bølgernes brus udenfor myggenettet (ingen vinduer) og samtidig kan jeg høre Benjamin og Arne modtage undervisning i dykning. Her skulle være himmelsk at dykke. Men kan dog bare gå hen til vandkanten i et bassin indhegnet af net og der kigger man direkte ned på en stor vandskildpadde, masser af fisk i stærke, flotte farver...og store krabber. Ved terassen går en tam papegøje Polly frit omkring. Her sidder jeg så og fanger myg (på trods af myggenettet) - lidt bekymret ved tanken om, at en af dem kan være en malariamyg, hvilket minder mig om, at vi skal huske at spise vores malariapiller i dag... Bølgebrus fra Berit.
19/11-09.
Her står tiden stille. Bølgernes brus akkompagnerer måltider, samvær og søvn. Vandet er fuldstændig klart og temperaturen er behagelig, selv om det idag har øset ned. Det er nemlig regntid her. Livet bliver samvær med familien og de få andre mennesker, der også bor her denne uge. Samtalen ved bordet indsnævrer sig til store dybe samtaler om hvilke fisk, krabber og kryb, der krøb frem fra havets dyb ved den sidste dykning. Fred har vi fundet her og vi nyder stilheden før stormen. Næste uge begynder virkeligheden. Rige amerikanere har købt grunde på denne ø og de bygger store og små paradiser direkte ud til den caribiske vandkant. Men ved siden af bor lokalbefolkningen i forfaldne skure midt i affald, skidt og ragelse. Her tømmes skraldespandene nemlig ikke hver onsdag. På øen flyver kolibrier, flagermus og fregatfugle. Man skal se sig for, når man går under palmerne, så man ikke får en kokosnød i knolden. Om aftenen kryber store landkrabber op af deres huller og det kribler og krabler i gruset, når man går en aftentur. Vi har endnu ikke mødt edderkopper og giftige slanger. Der er ellers åbninger og sprækker ved dør og vinduer og i brusekabinen løber vandet direkte ud på jorden gennem et hul i gulvet. De fleste huse her er bygget på pæle, så hvis vandet stiger, kan vi stadig gå tørskoede omkring. Måske tør edderkopperne ikke kravle til tops, men det gør en flok skov-agtige myrer, der holder fest ved hovedgærdet på min seng. Et par huse væk sidder en abe i en snor og to papegøjer bor i et træ. En gris går rundt i en have og løse hunde i massevis vil gerne nusses og kæles med. Hver morgen bliver vi vækket af en lille kat, der vil ind at sove under Josefines dyne. Det er ret hyggeligt. Josefine og jeg er begyndt at tage dykkercertifikat idag. Det er meget billigt og langs øen ligger et af verdens smukkeste og største koralrev. Jeg er blevet lokket ud af min comfortzone og vi har allerede dykket med flaske idag. I begyndelsen var det klaustrofobisk og uhyggeligt, men det gik bedre efterhånden. En ny dykkerdag truer imorgen. Blob fra Berit m. familie.
20/11 - 09
Så er der gået endnu en dag. Vi ligger alle sammen udmattede og ser dykkerfilm, som vi skal kunne, når vi skal til testen for at få dykker bevis. Idag har vi... dykket. Hele dagen stort set. Vi startede med to dyk om formiddagen og et om eftermiddagen. Hvert dyk tog ca en time, så vi har været under vand 3 timer idag (: At dykke er noget helt specielt. Det eneste man hører er sin egen vejrtrækning. Flydende gennem vandet, svømmer man mellem fisk, koraller, og søheste. Vandet er lyseblåt, mens fiskene findes i alle farver. Vi var nede på næsten 20 meter idag og søndag skal vi på næsten 30m. Det er en helt anden verden man kommer ind i, og man glemmer fuldstændig alt andet. Vores divemaster Mike, laver øvelser med os på bunden, som vi skal kunne for at bestå. Som fx. at miste luft, miste maske, og mange andre ting.
Ellers nyder vi afslapningen før vi skal ud og arbejde om 3 dage.
Josefine🙃
22/11-09
I morgen er det alvor. Vi flyver til vores endelige bestemmelsessted Valle de Angeles...englenes dal. Det har været nogle helt, helt fantastiske dage her på vores lille ø. Hele familien er nu certificerede dykkere. Hvem skulle have troet det? Ikke mig i hvert faldt. Jeg er i den grad lokket ud over nogle grænser, her i det fremmede. Josefine og jeg har hver ni dyk, Benjamin og Arne 15 dyk. Her varer et dyk omkring en time og vi dykker rundt mellem de smukkeste, mest farvestrålende fisk og koraller. Vi dykker langs kanten af koralrevet og det er som at svæve ud over afgrunden og ned i en eventyrverden. Forestil dig du dykker i det smukkeste akvarium - sådan er det. Vorherre må have "arrangeret" korallerne, så vi kan nyde at "gå tur" i dem. Idag har vi endda dykket i en lang smal grotte uden at få klaustrofobi (kun lidt). I pakken her på Reefhouse fulgte en tur til en iguana farm med. Et par hundrede iguanaer flokkedes om os og ville gerne kløes på ryggen og endda bæres. Var det ikke noget? En iguana som kæledyr? Kig på billederne - så kan i se, at det ikke er noget for mig. Men Josefine fik en god ven. Desuden fulgte en canobing tur med. Canobing drejer sig om, at kaste sig ud over regnskoven hængende i en wire. Den slags plejer jeg, at synes er dumt og i den grad unødvendigt. Egentlig tror jeg ikke, det rigtig var gået op for mig, hvad det drejede sig om, før jeg stod på en bjergtop og skulle kaste mig ud over regnskoven fra en platform. Bilen, der havde kørt os op på bjergtoppen var kørt, - no return.... Højderne kan slet ikke fornemmes på billederne - det var ikke for lille mig med højdeskræk. Men ned kom vi, efter at have kastet os ud over afgrunden ni gange. Vi har også været i kirke. Valgte den mindste lille kirke på øen. Vi kom 5 minutter for sent, og da vi trådte ind i rummet, sagde lederen af mødet: "Velkommen til vores gæster. Vil i ikke synge en sang for os, eller har i ikke noget i kan fortælle os?" Det havde vi ikke sådan lige.... Idag har vi været på mangrove tur. Vi er blevet sejlet rundt i en lille båd gennem en skov af mangrove træer. Mangrove træer vokser i vandet med et kæmpe rodnet over vandet. Vi så mange af de indfødtes boliger...de fleste meget fattige. Da vi kom ud igennem mangrove skoven, kom vi til luksus boliger i vandkanten. Men ikke så mange...de fleste er fattige. Vi kan mærke, der er valgkamp helt her ude. Politikerne skiftes til at holde fest for de lokale for at hente stemmer. I aften blev vi inviteret med af nogle naboer til gratis drinks m.v., men vi takkede nej. Foreløbig føler vi os rimelig trygge her på øen, bortset fra da Josefine og jeg gik tur sammen med naboens datter sidst på eftermiddagen. Pludselig kom ca.15 unge mænd løbende imod os, mens de råbte og skreg. Josefine og veninden smuttede ind i nogle fremmede menneskers have og jeg var vist heldigvis for gammel til at vække deres interesse. Naboens datter (som er indfødt) sagde: " Det er sådan nogle typer, der kidnapper og voldtager en". Men tag det nu roligt der hjemme. Vi skal nok passe på. Vi har været heldige med vejret her. Vi har haft mange solrige dage med temperaturer 30-35 grader, men også enkelte dage med regn og gråvejr. Det regner dog mest om natten. Lige nu pisker regnen ned. Det stormer kraftigt og der er lige fløjet en stol forbi vores dør. Men ellers har her både været hurricane frit og ingen jordskælv. Ak, ja vi har det trygt og godt i lille Danmark. Imorgen et par flyveture igen..og så til arbejdet. Det glæder vi os til! Godnat fra Berit.
23/11-09
Så er vi kommet frem til det Honduras, vi har set på TV. Oprøret omkring valget har virkelig påvirket alt her. Børnene har fri fra skole, regeringen har bedt hospitalerne udskive så mange så muligt, så der er plads til de nye, der vil komme efter valget på søndag. Det sprænges bomber i hovedstaden og på søndag skal man blive inden døre for sikkerhedens skyld. Tirsdag tog vi flyet fra Roatan lufthavn til Tegucigalpa. Allerede i lufthavnen kunne man se fattigdommen. Der var kun en landingsbane på trods af, at det er en by med halvanden million mennesker. Det var ikke svært at finde ud af hvilket bagagebånd vi skulle finde vores baggage på, for det var kun et.
Vi blev dog taget godt imod. Raul, som er læge på det hospital vi skal hjælpe til på, stod og ventede på os, og derefter tog vi ud of spiste pizza med ham og hans ven. Alle folk kigger på os, som om vi kom fra månen, for der er virkelig INGEN der ser ud ligesom os. Pga valget, er her ikke mange andre turister. På vejen "hjem" til det hus vi skulle bo i, fortalte Raul, at de tit havde indbrud, og vi måtte aldrig forlade vores vigtige ejendele i huset - vi skulle lægge dem i et aflåst kontor i hospitalet. På vejen var der også pludelig en mand, der begyndte at lægge store sten ud på vejen, så bilerne ikke kunne komme forbi. Vi nåede lige at kører udenom inden han fik lavet spærringen helt færdig, og da vi kørte forbi ham sage Raul : " Han er psykisk syg. En eller anden dag, er der nogen der skyder ham, for der er så mange, der går med våben hernede. Det fandt vi så også ud af, da vi ankom til vores hjem(skur). Benjamin og jeg sad nemlig og kiggede ud af vinduet ( som desuden mangler glas) og derude, kom der en mand gående med en lang sværdlignene kniv. Og derefter, en anden gammel mand - også med en slags le. Det var også det første syn vi så, da vi vågnede i morges (: - men videre til vores "hjem". Det består af et køkken, som er sååå klamt. En stue med to sofaer, og ikke andet. og så et soveværelse. Så har vi en kælder med en MASSE rum i og to badeværelser. Så alle er velkomne til at besøge os, for vi har masser af plads (;
Da vi så havde kommet os lidt over vores nye hjem, kom lægen op og inviterede mig med til et kejsersnit. Det er ikke hver dag man får lov til det, så jeg kørte med ham ned til hospitalet, og blev budt hjertelig velkommen af lægerne med kys og kram. Så var det lige man skulle finde sit spanske frem, for her er de virkelig dårlige til engelsk. Jeg fik lov at stå og kigge på mens de lavede et kejsersnit, og det var virkelig fantastisk. De jokede og grinede gennem hele operationen (så meget så koncentrationen engang imellem lige var et andet sted). Telefonen ringede også flere gange, med en melodi de allesammen syntes det var vældig sjov at synge og danse med til (: Men operationen gik godt, og de var meget dygtige!
Kunne overhoved ikke sove i nat, da der var uhyggelige lyde over det hele. Men det er nok bare noget, man skal vænne sig til.
-Josefine
26/11-09
Så er det blevet hverdag i Honduras. Medarbejderne er meget søde på hospitalet og vi er ved at lære de forskellige lidt bedre at kende. Her er fattigt...og meget snavset. Da vi først kom til vores hus, var vi ret chokerede over hvor snavset, det var - ret og slet grimt og ulækkert. Men da vi så hospitalet forstod vi det lidt bedre, for det er også grimt, fattigt og dårlig vedligeholdt. MEN - hospitalet mangler penge ligesom alle andre i Honduras gør. Hospitalet er selvforsynende, hvilket vil sige, at det selv skal tjene til den daglige drift. Og næsten alle er fattige i Honduras og den politiske krise har ikke gjort det bedre. Hvis de fattige kommer til hospitalet og er syge, så sender man dem ikke hjem, men behandler dem gratis...og det tjener man jo ikke mange penge ved.Arne er travlt optaget i fysioterapien sammen med doktor Sneider og Hermaio. Det vælter ind med patienter til ham og han skal samtidig undevise både Hermaio og doktor Sneider. Jeg har været i køkkenet, hvor de troende, jeg kom for at skrælle gulerødder og den slags, men efterhånden opfattede, at jeg gerne ville hjælpe dem som diætist. De havde nemlig nok til at skrælle gulerødder (tak og lov for det 😉), og jeg var lige ved at ende i bagerriet. Idag skal vi på et SOS børnehjem for handicappede, for at se hvad vi kan gøre der. Der er også to andre børnehjem, der gerne vil have vores hjælp. Det ene af dem har 92 børn. Vi skal også igang med at male og istandsætte fysioterapien og træningssalen og det trænger VIRKELIGT! Vi skal købe maling hjem imorgen og så går vi ellers igang. Håber vi kan skrabe penge sammen til at købe noget mere træningsudstyr. Der er kun 16 medlemmer i træningscentret. Med en god træningssal og uddannede fitnessinstruktører, kan hospitalet tjene penge ved at få flere medlemmer fra byen. Igår mødte vi en dame, der fodrede svage og syge vilde hunde i byen. Vi ville give hende penge til hundemad, men hun bad os istedet kontakte en af sygeplejerskerne på vores hospital, som hjælper syge hunde gratis (her er ingen dyrlæge). I aften skal vi kontakte hende, for Josefine vil gerne hjælpe hende med at passe et par syge dyr (ingen overraskelse). Bare rolig, vi tager ingen vilde hunde med hjem denne gang! Her er opgaver i massevis. Vi skal bare lige finde ud af, hvad vi vil og kan prioritere. Fattigdommen er iøjenfaldende - man ved næsten ikke, hvor man skal ende og begynde. I weekenden må vi ikke forlade hospitalet pga valget, men der er rigeligt at tage fat på her. Vi skal også op og prøve at rengøre det hus vi bor i, men det bliver en vanskelig opgave. Gulvet er afskallet og i hjørnerne er bunker at skidt groet fast, der er masser af ækle ting mellem gulvbrædderne og støvsugere bruger man ikke. Laminatbordpladen i køkkenet er opløst og nedenunder er træet råddent. Der mangler glas i et af vinduerne og det er bare grimt, grimt, grimt. Men altså, vi bor jo i luksus i forhold til mange andre her og skal kun bo her en periode. Vi har det bare så godt der hjemme - nyd det folks! I det store og hele har vi det godt her. Vi er så taknemmelige over, at ingen af os er syge. Vi er nok alle lidt chokerede over, at forholdene er så dårlige, som de er. Også over mentaliteten her. Der er ingen hentning af affald - man smider det simpelthen bare ud på gader og i haver. Vi skal grave vores affald ned i haven eller brænde det. Hospitalet brænder deres affald af - plastik og hele balladen! Hospitalet har store problemer, med at holde stuerne rene. De udarbejder rengøringslister og medarbejderne siger ja og amen, men gør som det passer dem. Man ville prøve at ændre mentaliteten ved at lære skolebørnene at rydde op efter sig...men gæt, man fik klager fra forældrene. Hvad skulle det til for? Der er lang vej for det honduranske folk på mange måder - men vi er i gang med at fylde et par dråber i havet og det glæder vi os over. Knus fra Berit
29/11- 09.
Idag er det valgdag i Honduras. Valgbiler kører forbi vores hus og en helikopter svæver lavt over byen. Vi har ikke fjernsyn, så vi ved ikke ret meget om, hvordan det er gået indtil nu, men her på hospitalet og ved vores hus er der fred og ingen fare.Vi er begyndt at arbejde på børnehjemmet med 92 børn. Vi har klippet og klistret med dem og de er så søde. Vi skal ned til dem igen i morgen. Vi har også været i kirke her. Der er gang i den og kirken er fyldt med masser af unge og børn. Der var program fra klokken 8:45 til 12:15 - sådan. De elsker at mødes, synge og bare være sammen. Vi har også været til afskedsparty for en af lægerne. Vi skulle mødes klokken 18 et par hundrede meter fra lægens hjem, men klokken 18 var der kun vores familie og en til. Vi ventede og ventede, men først en halv time senere kom folk. Sådan er det her. Folk kommer dumpende, når det passer dem. Man stresser ikke. Til afskedsfesten skulle vi alle have sedler med navne klistret på os. Vi måtte så kun kalde hinanden det navn, der stod på sedlen. Benjamin fik en seddel på, hvor der stod fede dreng og jeg en seddel med fede pige. Hm...de sagde, at det ikke havde noget med virkeligheden at gøre.... Hvis vi kaldte hinanden vores rigtige navne, fik vi en sort streg i panden eller på hånden. Midt i det hele gik elektriciteten i hele byen. Det sker dog ofte og der blev hurtigt sat et par stearinlys frem. Så skulle vi alle med bind for øjnene, skiftes til at sætte en hale på et æsel og alle skreg af grin, hver gang en hale blev sat forkert på. Derefter skiftedes folk til at fortælle den ene dårlige vittighed efter den anden, men de gjorde det på så sjove måder, så vi måtte grine med. Folk har let ved at more sig her. De glæder sig over små ting. Idag skal vi have hund. Der er en dame her på hospitalet, der tager sig af hjemløse og sårede hunde og hun vil gerne have os til at passe en hund i tre måneder. Vi har købt hundesnor og hundemad og klokken 17 skal vi hente vilddyret. Børnene glæder sig...vi andre er lidt mere skeptiske. Her er hunde i massevis. De løber rundt overalt, men kommer ikke ind i husene, så de er formentlig ikke renlige. Folk bruger dem som vagthunde, men passer dem ikke og mange er syge og udmarvede. Idag skal vi brænde vores affald af. Vi skal lave et bål i haven og brænde flasker, plastik og andet affald. Det føles meget forkert. Alternativet er, at smide det på lossepladsen overfor vores hus, men det bliver tilsyneladende aldrig hentet og skrald og plastik flyver rundt. Det har blæst meget de sidste dage og der er blæst en del skrald over i vores have - smukt syn. Det lader til, vi kan spise frokost hver dag på hospitalet og det vil jeg være meget taknemmelig for. Jeg kan ikke rigtig forlige mig med vores køkken. Store skovmyrer kravler rundt og angriber den mindste krumme og al mad skal helst være i køleskab. Man kan iøvrigt næsten intet købe her i byen. Men vi køber brød, som vi spiser med jordnøddesmør, syltetøj og banan. Igår fandt vi avokado - ah, hvilken lykke. Kød kan man ikke købe i byen - de slagter vist bare deres egne dyr fra haven. Vi skal slet ikke spise hverken kød eller fisk her. Det er vi kraftigt blevet frarådet og det er jo så ikke det største problem for sådan nogle som os🤩. Vi er ved at vænne os til huset. Vi har købt en julenisse og fundet en lampe og nogle tæpper. Præferencerne ændrer sig og vi leder nu efter et blinkende plastik juletræ, der kan lyse op i vores brune hus. Vi bor ikke alene i vores hus. På loftet bor der nogle pibende dyr. Hver aften piber og skraber det. Måske er det mus eller rotter - hvem ved? Hilsen fra Berit.
1/12 - 09.
Så er valget overstået. Søndag holdt vi os hjemme, men om aftenen lød der jubelråb nede fra byen. Folk virker glade og imorgen tager vi til hovedstaden Tegusigalpa med en "bodygard". Ure, pas, og værdigenstande bliver hjemme, for det vrimler med lommetyve, men vi skal ind i civilisationen....Josefine, Benjamin, Bryan (Benjamins nye ven) og jeg har haft en skøn formiddag på børnehjemmet. Vi medbragte tre tove og ville lære børnene at hoppe på skift i sjippetov. Efter mindst 5 solide forsøg måtte vi opgive. De hoppede som de havde lyst til. Vi legede og hyggede indtil vi (jeg) var totalt udmattede. Svingture med halstore børn er ret hårdt. Men vi er blevet krammet og kysset, kildet...og fotograferet. SKØNNE BØRN! Men det er gadebørn med spidse albuer og man skal være opmærksom på "de bløde børn". Det går godt med vores gadekryds i >20ende led. Vi havde aftalt en "grande" hund. Tænkte den kunne fungere som vagthund. Men vi fik udleveret et rystende lille ubestemmeligt gadekryds med lopper, bidemærker og mindst 20 store sorte tæger. Det er en gadehund og den virker bare så taknemmelig. Følger stille rundt efter Josefine og sover igennem på en tæppe ved siden af hendes seng. Den virker overrasket over, at den må komme ind i huset og opfører sig meget ydmygt. Foreløbig har den kun tisset en gang indenfor. Børnene har nu læst lektier hele eftermiddagen. I aften skal Benjamin spille fodbold med de lokale gutter og vi skal fejre 1. december med en Snickers (har fundet et sted i byen, hvor man har den slags ekstravagante sager). Tusind tak for hilsener i gæstebogen. Det varmer bare. Knus fra Honduras og Berit.
3/12-09.
Hola Amigos (:
Idag er det så 3 december, og der er sikkert masser af julehygge osv derhjemme. Her er der ikke meget af den slags. Vi leder stadig efter et blinkene plasticjuletræ til vores stue, for når man fortæller folk her, at vi normalt bruger ægte træer, kigger de mærkeligt på os. Ægte træer - sikke noget pjat, når man kan få dem i plastic. Vi skulle have været inde i hovedstaden Tegucigalpa igår, men det aflyste chaufføren, så det skal vi derfor imorgen i stedet. Igår lavede vi en del lektier, og gik en tur ned i byen. Folk begynder at genkende os nede i byen nu, og i visse butikker er vi nu daglige kunder. Alle vi møder hilser venligt på os, og vi begynder nu også at kunne skældne folk fra hinanden (i starten var de allesammen ens - mørkt hår og brune øjne). Vi begynder også at være lidt mere hjemme i spansk, selvom det nogen gange er ret svært, for de snakker enormt hurtigt ! Nogle få herfra kan englesk, men det kræver dog lidt koncentration, når man skal forstå det ( Det er fx meget godt at vide at War-shit betyder Worship). Idag tog mor og jeg ned på børnehjemmet, som vi havde lovet børnene. De stod alle ved den store port og ventede - vi havde nemli lovet dem slikkepinde. Hvert barn fik en slikkepind hver, og den taknemmelighed burde danske børn lære noget af. Det er fantastisk at se, hvordan sådan en lille ting, betyder så meget. Derefter kom der nogen af de ældre piger på min egen alder, og ville vise mig deres værelse. De bor 17 piger på det samme rum. De viste mig alle deres ejendele, hvilket var stort set ingenting. Nogle billeder, tegninger, billedalbum og nogle cd'er. Derefter hyggede vi os med et puslespil fra et kinderæg. De ville have jeg skulle huske alle deres navne, hvilket er ret svært, for de hedder nogle utrolig svære navne. Men jeg øver mig. Derefter gik jeg ned til de yngre børn og tegnede med dem. Man kan virkelig mærke, at de er tideligere gadebørn, da de river hinanden i håret, bider hinanden og ikke må være uden opsyn med et sjippetov - da man aldrig ved hvad de kan finde på med det. Vi tegnede og hyggede så i en times tid, og så var det på tide at tage hjem. Vi blev indviteret til jul på børnehjemmet d. 23. fra kl 10 om morgenen til sent om aftenen, så det bliver en spændende oplevelse. De holder juleaften den 23., fordi de mennsker der startede børnehjemmet, skal være sammen med familien den 24.Vi sagde så Hasta Domingo(vi ses søndag) til børnene og tog hjem. Senere idag skal vi ud og spise med nogen af vores nye venner herfra, som vi har inviteret på pizzaria. Vi har ikke spist ude her før. Dette er en luksus for folk her, som normalt ikke har penge til den slags. Senere i aften skal vi så putte vores nye hund Muñeca i bad, for den er fuld af lopper. Ud over det, er det verdens dejligste hund. Den er så rolig og børnevenlig og følger altid lige i hælene på mig. Om aftenen når jeg ligger og læser, ligger den bare og sover på min mave, og den nyder hver eneste sekund af dens nye liv. Alle de unge her, er meget ivrige efter at vise os rundt i byen, og søndag skal vi ud med nogen af dem. Men i morgen hovedstaden...
- Josefine.
Lørdag d. 5/12-2009
Så er det vist min tur til at skrive lidt i dagbogen. Jeg er efterhånden godt i gang i
fysioterapiafdelingen her på hospitalet. Det er et noget mere varieret
patientklientel, end jeg er vant til i Fredensborg.
Jeg ser mange trafikofre og i går havde en af patienterne en
veninde med, som hun på vej til behandling havde fundet siddende i en bil der
var totalt smadret, og nu var hun i chok. Jeg undersøgte hende, og hun var
heldigvis ikke alvorligt skadet, men lægen gav hende en beroligende sprøjte. En
anden patient var forsinket, fordi der havde været to trafikuheld på vejen til
hospitalet. Folk kører som død og djævel her. Uden seler og uden at være hæmmet
af fartsbegrænsninger. Politiet standser ikke folk, hvis de kører for stærkt.
De kan dog blive stoppet ved et tjekpoint, men med en god snak med politiet og
lidt penge under bordet undgår de en bøde. Der er en del af patienterne, der er
alvorligt skadede efter trafik ulykker.
Mange er skadede pga. de er faldet af bilen. De sidder på taget af
bilerne og på ladet af pickuper. På mandag skal jeg behandle en
whiplash-patient (piskesmæld). Det er dog ikke efter et trafikuheld, som jeg
havde forventet, men en 58-årig dame som blev kidnappet og mishandlet.
En anden patient kom efter at have fået en jernbjælke ned
over sin skulder på arbejdet. Han kunne ikke løfte armen pga. smerter. Han
havde ikke brækket noget (iflg. røntgen), men var meget medtaget. Efter en halv
times behandling spurgte han mig, om han nu kunne gå på arbejde igen…her er der
ikke noget, der hedder sygesikring. Men jeg måtte desværre fortælle ham, at der
nok går nogle dage, da han har et meget tungt arbejde.
Her i byen findes et SOS-børnehjem for handicappede børn. Vi
har besøgt hjemmet, og det er meget velfungerede. Det er det eneste
SOS-børnehjem i verden for handicappede. Der skal jeg, sammen med Dr.
Schneider, som er ortopædkirurg, vurdere hvilke af børnene, der vil have gavn
af at blive opereret.
Ellers har jeg set alt fra parkinssonpatienter til spædbørn
med bronkitis.
Der er et kæmpe behov for fysioterapi her på hospitalet og
et af vores mål er, at hjælpe hospitalet med at kunne ansætte en fast
fysioterapeut. Dvs. finde økonomiske midler. Dels vil vi prøve at gøre
træningsafdelingen mere rentabel og dels søge økonomisk støtte i Danmark. En
fysioterapeut tjener omkring 8000 limpira om måneden, hvilket svarer til 2000
danske kroner. De penge vil være givet rigtig godt ud!!
I går var vi i Tegucigalpa for at undersøge udbuddet af
træningsudstyr. Priserne er helt utroligt lave, kvaliteten er naturligvis
heller ikke den bedste. Men vi kan se, at vi for få midler kan skabe et helt
acceptabelt træningscenter. Det er vi nu i fuld gang med at realisere. Vi er
dog helt afhængig af hjælp fra alle som vil støtte os.
I morgen er det søndag og det er en helt almindelig hverdag,
så jeg har patienter fra 8:30 til 16:30. Det lyder måske af meget, men det er
meget hyggeligt og der er pauser ind imellem. Alle mennesker er meget positive
og venlige og de sætter stor pris på behandlingen. Man skal bare lige vende sig
til den Hondurianske ”punktlighed”. Den beskrives bedst med Herminios ord: ”Klokken
3 varer til klokken 4”.
Arne
Søndag 6/12-09.
Idag har vi været i kirke på børnehjemmet. 92 børn, der synger af hjertens lyst, laver fagter og klapper i takt til musikken - det gør indtryk. Børnene var i deres pæneste tøj og næsten alle havde håret flettet på samme måde. Det gav rigtig udsyn til velbegroede lusemarker og det var da også idag, vi fik besked på at købe os en lusekam...det klør faktisk helt vildt i mit hår nu ;-).
I morgen begynder Benjamin og jeg på spansk kursus. Jeg er virkelig elendig til sproget og kun få kan engelsk. Benjamin skal også have undervisning i engelsk af den samme lærer. Tirsdag er det så Josefine og Arnes tur og vi skal have undervisning to gange om ugen. Håber det hjælper!
Vi er virkelig ved at falde godt til. Vi møder en overstrømmende gæstfrihed og flere har sagt: "Mit hjem er dit hjem". Vi har invitation til juleaften på børnehjemmet den 23. dec. og i går blev vi inviteret til juleaften den 24. Lederen af hospitalet Veronica inviterede os sammen med hele hendes familie og en masse børn. De mødes klokken 12 om natten!, spiser, danser og giver hinanden gaver. Vi synes måske det er lidt for familiært, så måske vælger vi at danse rundt om vores eget plastik juletræ. Hvis vi da finder et.
Vi var i Tegusigalpa i fredags og vi var absolut rædselsfuldt klædt på. Vi blev så kørt ud til shopping centre, der næsten lignede dem der hjemme. Der er 20% af befolkningen, der har penge, og de handler i disse to centre, hvilket medførte at vi tog os meget fattige ud i vores gamle tøj - haha! Ingen fik lyst til at frarøve os noget! Men vi fik kigget på træningsudstyr og på julegaver til fattige børn på børnehjemmet og i byen. Det mest farlige ved den tur var køreturen. De kører helt vildt. Den chauffør, der kørte os i fredags, er ambulancechauffør på hospitalet og han manglede da bare sirenen og de blå blink. Folk laver vanvittige hasarderede overhalinger, som jeg kun kender fra min tid i Afrika (hvis Kirsten/Pia læser dette, ved jeg i forstår;-)). En ny ven fortalte os igår, at en af hans venner gerne ville have kørekort. Et kammerat sagde: "Sådan et kan jeg skaffe dig, for en af mine bekendte er politimand". Det er ikke ualmindeligt, der er meget korruption også i politiet.
Ellers føler vi os mere og mere hjemme her i byen. Hospitalet er velrenomeret og alle kender det. Vi har vænnet os til, at heste og får går løse rundt på hospitalets område og andre steder, hvor græstotter stikker frem. Vi springer godt ind i grøftekanten sammen med de vilde hunde, når bilerne ræser forbi os i fuld fart. Vi bruger de små åbne lokale "knallerttaxier", hvor de stabler os alle fire ind i lag og det koster 2,50 kr pr. person uanset hvor du skal hen i byen. De fleste veje er grusveje med dybe huller, men chaufførene ved præcist hvor på vejen de skal køre, for at undgå de værste bump.
Vi spiser frokost hver dag på hospitalet. Morgenmad og aftensmad spiser vi hjemme og der er meget simpelt, men lækkert (synes vi). Ristet grovbrød med dejlige modne avokadoer, tomater, løg, hvidløg, jordnøddesmør og banan. Der ud over meloner, papaya, æbler og stjernefrugt. Desværre er det ikke mangotid. Udbuddet her er ikke stort. Der er ikke meget at vælge mellem, men det er godt, det der er her - og latterligt billigt. Forleden købte vi: 5 æbler, 2 store meloner, 10 avokadoer, 3 løg, et pakke hjemmebagte kager, 15 store bananer og 15 tomater - 75 kr - sådan!
Solen skinner, det er varmt...ca. 30 grader. Man opholder sig IKKE i solen her. Hvis jeg lagde mig ud i haven i solen, ville forbipasserede tro, jeg havde kuk i knolden. Nu vil jeg så i stedet gå en tur med hunden....det synes de stadig er lidt mærkeligt...hunde kan jo gå selv.
Hyg jer. Knus fra varmen og fra Berit.
Tors. 10/12 - 09.
BØRNEHJEMMET
To unge mennesker var chokerede over forholdende i Honduras. I gaderne så de masser af gadebørn uden en fremtid. En aften var de inviteret til en fest, hvor også præsidendens kone var til stede. I løbet af aftenen kom de til at tale med hende og spurgte: " Hvad vil i gøre ved alle de stakkels gadebørn i Honduras?". Præsidentens kone bad dem møde hende i Valle des Angeles næste dag. De mødtes præcis der, hvor børnehjemmet ligger i dag, men dengang var der kun en tom grund. Præsidentens kone sagde: " Jeg skænker jer hermed denne grund og vil samtidig spørge jer, hvad i vil gøre med alle de stakkels børn i har set på gaden?". Dermed var grundstenen lagt til børnehjemmet BØRNENES GRUND og i 1969 åbnede de dørene på vid gab for hjemløse, misbrugte og voldsramte gadebørn med masser af traumer i bagagen.
Siden har masser af børn levet deres barndom bag murene på dette børnehjem. 93 mere eller mindre vilde børn huserer idag på hjemmet. Vi elsker dem. Vi elsker at møde deres dejlige smil og kærlige arme. De har sådan et behov for samvær og kontakt. Men de er alt for mange. De slås om vores arme, om at sidde ved siden af os og bare være i nærheden af os. Vi leger med dem, spiller fordbold, hopper i sjippetov, tegner og maler med dem. I begyndelse var de meget artige. Men gadebørnenes spidse albuer er kommet til syne bag deres generte facade. Det gælder om at komme frem i køen - det har de lært. Idag har vi tegnet med drengene. De får hver en lille juletegning, som de kan farvelægge. Vi går rundt og deler små pigede klistermærker ud, som enhver dansk dreng med respekt for sig selv, ville få lyserøde knopper af. Men det sker ikke her. Nøje studeres hjerter, blomster og stjerner, og der er ægte drengeglæde over hver af de 6 små klistermærker, de får udleveret. Børnene lugter(man kan ikke får 93 børn i bad hver dag), de har lus og nogle af dem prøver at liste hen og rapse ekstra mærker i kassen. Det hele er stort for dem. De nyder det. De glæder sig over en times kreativitet og de gør sig umage. Nogle af dem er ret dygtige. En af drengene har problemer med motorikken, men han gør sig umage. Det lykkes ikke så godt. Han sidder helt alene, men bliver meget glad, da Josefine sætter sig sammen med ham og hjælper ham.
Taknemmelighed over små ting - det har vi set hos disse børn. Gid man kunne formidle det til mange af verdens øvrige priviligerede, forkælede curlingbørn.
Nogle af børnene vokser op og ender i nøjagtig samme suppedas, som mor og far. Men der er heldigvis mange lyspunkter. Idag er en af de børn, der er vokset op på hjemmet, blevet leder for børnehjemmet. En af sygeplejerskerne på hospitalet har også trådt sine barnesko på børnehjemmet. Der er masser af solstrålehistorier, men desværre ender det også ofte med at historien gentager sig. Jeg synes, der er alt for mange børn til alt for få voksne. Der er lidt "survival of the fittest" over det. Børn skal selvfølgelig vokse op hos mor og far, men når der nu ikke er en mor og far eller en rigmand fra Danmark til at adoptere, så er det jo godt, der er nogle børnehjem. Bare her i byen er der fem børnehjem. Et for AIDS-ramte, et for drug - gadebørn, et for handicappede og to almindelige børnehjem. HURRA for dem!
HVERDAGEN
Vi har fuld fart på her. Fysioterapien er nu så småt begyndt at ændre udseende - hårdt tiltrængt! Benjamin og Josefine læser lektier rimelig regelmæssigt. Vi har nok snart bil. En af Arnes pt. er en rig bilfirmaejer og vil stille bil til rådighed for os. Vi skal blot betale forsikringen.
Vi går til spansk og spanske verber er fuldstændig håbløse - virkelig! Mit spansk bevæger sig mellem baby - sprog og ingenting. Vores lærer er en meget sød og klog kvinde. Vi sidder i en stor pavillion i haven mellem bananpalmer, appelsintræer og grapefrugttræer. Alligevel har de en lænkehund stående. Det vrimler med store stærke lænkehunde her. Folk bruger dem som vagthunde. Politiet ville bliver totalt overbebyrdede her, hvis de brugte danske standarter her. Kæmpevovsen har et åbent liggesår på siden af kroppen - fyldt med fluer. En dag køber jeg et tæppe, som den kan ligge på - basta! De har to små hunde gående løs i haven. Den ene er både mor og mand til den anden - snak om indavl!
Forleden fandt Arne en kæmpe edderkop i håndvasken. Senere på dagen opdagede jeg en supersice tæge på min arm. Om aftenen kravlede en skovmyre rundt under min dyne. Næste dag havde jeg en gigant loppe i bukserne. Jajaja - her kører det i kryp og kravl.
Kærlig hilsen Berit m. familie, lopper, lus og gadehund.
Mandag d. 5/4-2004
CECILIE
Celilie er kommet på besøg, og det er meget hyggeligt. Vi skulle hente hende lørdag i lufthavnen og havde fået besked på, at vi skulle have fået vores bil på dette tidspunkt. Dette skete dog ikke, og en ven lovede at sørge for at skaffe os bil. Han meldte dog afbud...sådan tilfældigt aftenen før. I sidste øjeblik lykkedes det os at låne en anden bil. Da vi skulle køre, var ejeren ikke klar, hvilket medførte, at vi kom for sent til lufthavnen. Her er en aftale ikke en aftale og da slet ikke en aftale om et bestemt tidspunkt. Men Cecilie er godt ankommet og inkvarteret i kælderen sammen med Josefine. Og hun har medbragt marcipan! og i aftes skulle vi til en slags julefrokost og vi medbragte danske hjemmelavede julegodter. Folk åd som gale og det kan jeg godt forstå. Folk her lever meget enkelt og desserten til julefrokosten bestod i brød kogt i brun sukker. Jeg siger ikke hvad det lignede;-)!
FYSIOHONDURAS
I den kommende uge vil mere end 100 fysioterapeuter arbejde en time gratis for projekt FYSIOHONDURAS, hvilket medfører, at fysioterapien her på hospitalet, kan blive renoveret til en langt bedre standard end den nuværende. Der kan blive købt nyt udstyr, så hospitalet kan få en træningssal, det kan være bekendt.Her er et kæmpe behov og vores penge rækker meget langt. Læs mere på www. adra.dk.
GADEBØRNSPROJEKT
I søndags blev vi præsenteret for den yderste fattigdom i Honduras. Vi blev i bus kørt igennem fattige kvarterer, der i Danmark øjeblikkelig ville blive jævnet med jorden. Folk bor i skure uden toiletforhold og uden vand. Gulvet er jordgulv eller beton og mange af skurene ser ud til at kunne falde sammen ved det mindste vindpust.
En Adventkirke i hovedstadens meget fattige kvarter vil gerne oprette et madsted for gadebørn. Børnene skal kunne komme dagligt og få et måltid mad og nødvendigt tøj. Det kan kombineres med en lille børnehave for små børn, der ellers bare lades alene hjemme, når mor og far tager på arbejde. Det vil også blive muligt, at få et gadebarn som donorbarn og give det en fremtid. Whow, håber det kan tage form meget snart. Vi er i fuld gang med at regne på det og undersøge, om folk i Danmark kunne tænke sig, at hjælpe med at holde sådan et projekt i live. Der er mindst 10.000 gadebørn i Honduras og mange af dem er i storbyen Tegucigalpa. En del af gadebørnene ender med at flygte fra hverdagen ved at sniffe lim, stjæle og købe stoffer. Derefter ender de i bander og deres liv er ødelagte.
Vi samler også ind til julegaver til fattige børn og børnene på børnehjemmet. Har du lyst at være med til at støtte disse projekter, kan du gøre det gennem www.adra.dk. VORES GADEHUNDVores lille gadehund stortrives, men den er i løbetid. Det indebærer, at kvarterets øvrige gadehunde og andre løse hunde sværmer i flok omkring vores hus. I nat hørte jeg flere gange knurrende lyde af gadehunde, der kæmper om territoriet - nemlig vores hus. I vores entre lugter stærkt af hundetis, for de skiftes til at tisse op af vores indgangsdør og da der er åbent til det fri for neden af døren, har vi stor fornøjelse af blandede dufte af gadehundetis. Når vi går tur, følger flere hunde tæt bagefter. I morges havde jeg tre hunde på slæb - diverse interessante gadekryds. De er meget nærgående og jeg har prøvet at puste mig op og gøre udfald mod dem, hvilket medfører, at de puster sig op og knurrende nærmer sig mig. Nu er det sådan, at hunde her ikke er vaccineret mod rabies og andre sygdomme, og en af vores venner er blevet angrebet og bidt og mindre hunde er også blevet angrebet af hundeflokke. Så hvad gør jeg. En af hundene er på størrelse med en rotweiler og jeg har ikke lyst til at indgå nærmere bekendskab med den eller de andre hunde. Sagen er klar. Jeg gør, som jeg har set børnene i byen gøre, nemlig bøjer mig ned efter en sten og (fy, Berit) kaster den efter hundene. Det er et sprog, de kan forstå. Halen ryger mellem benene og de løber væk. Problemet er, at også vores lille hund er en gadehund, og den bliver ligeså skrækslagen. Lidt efter har jeg dem dog igen som følgeskab, men nu ved jeg, hvordan jeg skal holde dem lidt på afstand. Masser af julehilsener fra Berit og familien.
Lørdag 19/12-09.
DEN FATTIGSTE DAG I HONDURAS.
Lørdag eftermiddag var vi inviteret med på et
velgørenhedsbesøg hos en fattig familie. Fem familier, hvoraf mindst den ene selv
er umådelig fattig, havde besluttet, at tage ud til en meget fattig familie med
tøj, legetøj, mad og drikke.
Vi har efterhånden set meget fattigdom, så vi regnede ikke
med at blive slået ud af kurs. DET BLEV VI! Familien bestod af 3 voksne og 9
børn. Huset de boede i var lillebitte og USSELT! Det var banket sammen af
brædder, der slet ikke sluttede tæt. Blikplader lå på kryst og tværs på taget
og der var kun et vindue uden glas i huset og ingen el. Der stod et par senge
og i den ene lå en høne og hyggede sig. Uden for var toilettet, som var et hul
i jorden, med et par plader omkring. Tynde børn med rådne tænder løb snavsede
rundt i bare tæer. Aftensmaden var ved at blive tilberedt og den bestod af
nogle gamle tørre majskolber, der blev kørt hele gennem en håndreven kødhakker.
Faktisk kan det slet ikke beskrives. Både Arne og jeg var på grådens rand. At
børn skal vokse op i dette, er helt forfærdeligt. Vi glemmer det ALDRIG! Vi
glemmer heller ikke, hvor glade de blev for tøj, julekage, slik og legetøj. Der
kom stjerner i de små børns øjne.
Vi sang for dem og der blev bedt en bøn for dem. Folk er
meget personlige i deres kristendom her og det gør indtryk. De ville også gerne
fotograferes og hele flokken stillede gladelig op. Vi danskere synes, det er
pinligt og at vi udleverer folks liv, men sådan opfatter man det ikke her. Man
er bare dybt taknemmelig.
Hvorfor har de allerfattiggeste børn i hobetal her? Der er
kun et svar. Mange af dem er katolikker og deres holdning til prævention er, at
de tager hvad Gud giver dem, hvad enten de har mad til dem eller ej. Det er
altså ikke alt for smart.
Vi har tidligere i dag frembragt 95 slikpakker og efter
vores velgørenhedsbesøg, tog vi ned til vores kære børnehjem. Det vrimlede med
alle vores kære, dejlige børn. Vi fik listet tre store bæreposer med slik ind
og to store poser med tandpasta. Det var det de havde ønsket sig til juleaften.
Nu er det så lektielæsning. Cecilie og Josefine har hver en
stor opgave, der skal være færdig mandag aften. Josefine har været lidt heldig.
Hendes opgave handler om gadebørn.
Aftenfred fra Berit.
Søn. og tirs. 20-22/12 - 09.
EN NATUROPLEVELSEVi var inviteret op i bjergene til et vandfald. Søndag morgen oprandt og klokken 9 om morgenen vandrede vi af sted. Gennem skov og smukke grønne områder, men også forbi fattige huse uden det mest nødvendige. Vi gik op ad bjergsiden i brændende sol og det var varmt og hårdt. Vi bor i bjergene, så luften er tynd og vi bliver i forvejen let forpustede. Efterhånden lignede naturen mere og mere en regnskovsjungle. Vi blev ledt ud på en hængebro, som vores venner fik til at gynge så kraftigt, at nogle af os blev lettere søsyge. Men det var altså en del af turen. Derefter fulgte vi en flod, der flere steder gik over i små vandfald. Til sidst var der igen sti længere. Vi kravlede langs med våde, glatte kanter af floden. Endelig nåede vi målet - et smukt vandfald. Nogle steder løb vandet ned over lysegrønt mos og vanddråberne strålede som lysegrønne perler. En del af oplevelsen var at blive våd - med al tøjet på. Den købte Josefine, Cecilie og Benjamin lige med det samme - med sko og alt tøj. Arne smed dog tøjet og gjorde den sidste del i undehylere. Vist nok lidt u-sporty. Vi spiste vores medbragte madpakker og kage - alle nu mere eller mindre forfrosne. Det var dejligt, at komme ned igen i den varme bagende sol, men det var en skøn dag og smuk tur. CECILIES 18 ÅRS FØDSELSDAG Tirsdag blev Cecilie 18 år og det skulle fejres. Efter morgenmad med Nutella og mango var det børnehjem og arbejde og klokken 12.30 tog vi til Tegucigalpa og gik på Mexikansk Restaurant. Det var luksus for os, og vi nød det alle. Specielt nød vi, da hele restaurentens personale kom og satte en kæmpe blytung mexikanerhat på Cecilies hoved, serverede en kage med levende lys og sang fødselsdagssang for hende. Det var der stil over! Så gik turen hjemad og vi havde inviteret fødselsdagsgæster. De dukkede op til honduranertid - ca. 45 min. for sent! Vi sad pænt og ventede på dem med store gavesløjfer klistret i panden. Selv vores gadehund sad med en sløjfe på hovedet. Da de kom, forklarede vi dem, at det var en dansk tradition og at alle skulle have klistret en sløjfe i panden. Alle spiste pænt lagkage med pynt på både kage og pande. Der efter tog vi billede - dog forklarede vi dem, at de skulle brøle så højt de kunne, mens billedet blev taget - også en dansk tradition. Derefter skulle man pille sløjferne af hinanden uden arme - gerne med munden. I gamle dage havde man nemlig brugt pandekager med syltetøj - forklarede vi dem videre. Jeg tog gadehunden;-). Så kom aftenens højdepunkt. Fødselsdagsbarnet snurres 18 gange rundt i højt tempo, hvorefter hun skal prøve at ramme en "Pinjata" med et kosteskaft. En Pinjata er en figur i papmassei og den er fyldt med slik. Den hænger i en snor over en gren på et træ og rette vedkommende har fat i den anden ende af snoren. Pinjataen lever et aktivt liv og der bliver trukket op og ned i snoren. Da fødselsdagsbarnet har bind for øjnene, er det med at passe på, man ikke selv forveksles med en Pinjata. Enden på det hele er, at det går hul i dyret og alle kaster sig i en bunke, for at få mest slik - ja, sådan lidt fastelavsagtigt. Derefter gik vi ind og spiste is. Vi satte is, vafler og andet godt på bordet og folk var meget overraskede over, at man måtte tage så meget man ville. Her er man nemlig ikke vant til selvbetjening. Man plejer at få anrettede portioner - så ved man der er nok til alle. Vi legede og hyggede os. Honduranere elsker at lege og de lægger liv og sjæl i sagen. Vi havde en skøn aften. Julehilsener Berit.
Torsdag 24/12-09.
JULETANKERPå min computer viser uret dansk tid. Klokken er 17:25. Mange af jer sidder nu bænket foran stegen, rødkålen og ris a la´manden. Misundelig - egentlig ikke. Måske lidt på snevejret. Her er klokken 10:30. Vi har holdt jul i går med 93 galde, taknemmelige børn på børnehjemmet. Det var fantastisk. De holdt jul en dag tidligere, da grundlæggerne af børnehjemmet var på besøg den dag. Vi begyndte tidligt om formiddagen. Børnene fik en Pinjata og de kæmpede om slik og sukkersager. Klokken 12 var der julemiddag. Børnene får hvert år julemiddag KFC. Portionsanretning med 2 kyllingestykker og en bolle. Dertil et lille bæger kartoffelmos med brun sovs, et bæger med ris og bønner og også et bæger med en kålsalat. Serveret på paptallerkener med en lille plastikgaffel og et plastikbæger med sodavand. Her var ikke et eneste kræsent barn. De nød maden og var der noget vi voksne ikke spiste, blev det spist af børnene med største fornøjelse. En del af børnene har ikke været vant til at få mad hver dag og børnehjemmet har haft problemer med børn, der hamstrede mad med på værelset. I løbet af eftermiddagen blev der delt julegaver ud. Hvert barn gik op foran i kirken og modtog en gave. Gaven bestod af en grøn affaldspose, med brugte tøjdyr, biler og andet legetøj. Der var også håndklæder, sæbe og vi havde købt trefarvet tandpasta og slikposer. Derefter brugte børnene resten af eftermiddagen til at lege med julegaverne. De var bare så taknemmelige. Glade gav de slik til os og sagde pænt tak, for de vidste godt, hvor det kom fra. Om aftenen gik vi til en lokal kirke, hvor børnene skulle optræde. Der var virkelig gang i kludene der. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Folk talte højt i tunger i munden på hinanden og musikken var højere end til en rockkoncert. Kvinder i hvide og kulørte dragter dansede løs foran og ned gennem midtergangen, mens der blev banket løs på trommer og musikinstrumenter. Børnene havde en meget imponerende performance med korsang og akrobatik. Lettere skadede på hørelsen forlod vi stedet, da børnene havde optrådt. Vi gik tilbage på børnehjemmet, hvor de optrådte en gang til. Vi og andre blev indbudt til at holde en lille tale og vi blev takket varmt for vores indsats på stedet. Derefter var der bål, hygge og kakao i gården og vi havde nær aldrig sluppet hjem. Der er nemlig sket det helt fantastiske, at vi er kommer ind i en familie med 93 børn, der elsker os højt. Vi bliver takket, men det er os, der takker. At blive gennem-elsket af en flok kærlighedshungrende børn, gør et kæmpe indtryk. Børnene er så kærlige og umiddelbare, så det rører en langt ind i hjertet. Gennem en hel dag, er vi blevet kysset, krammet og holdt i hånden af varme, svedige børnehænder. Det største problem har været, at vi kun hver har to hænder, to arme og et skød. Børnene elsker os og vi elsker dem så meget, så det gør helt ondt. Da vi gik hjem den aften, var vi alle enige om, at al den kærlighed, er den bedste julegave vi nogensinde har modtaget. Nu er klokken 18:00 i Danmark. Men her er klokken 11 om formiddagen, og vi går nu på en lille bytur i solen og køber en minigave til hinanden. Derefter skal vi dele æbler ud på børnehjemmet og hygge med børnene. Vi skal også ud med et par gaver og en kæmpe pose hundemad og så hjem til en pseudo-julemiddag. Her går man i kirken klokken 19 og bagefeter skal vi spise ÆGTE dansk marcipan, mens vi nyder vores lille lånte plastikjuletræ, der desværre ikke blinker (haha). God jul fra Honduras, Berit og alle de andre....-
25/12-09
JULEAFTENVi havde en skøn juleaften. Cecilie introducerede en ny måde at danse om jule træet på, nemlig en slags "Kongens efterfølgere" dans. Vi skreg af grin og vi gennemhyggede hele aftenen. Vi havde sagt nej tak til et par invitationer til julefejring andre steder og næste morgen var vi glade for dette. Folk her holder juleaften til langt ud på natten. 1. JULEDAG Vi stod op til strålende sol og vi besluttede, at finde et svømmebasin i nærheden. Det er ofte varmt i løbet af dagen, og folk gemmer sig i skyggen. Men juledag fandt vi en park med et dejligt svømmebassin kun 10 min. kørsels herfra. Vi nød at ligge i solen og blive godt gennemvarmet og bade i det kølige vand...åh - hvor var det skønt. Bagefter havde vi lovet at besøge "familien" på børnehjemmet. Arne og jeg bagte tortilla med de store piger. Det var så hyggeligt. Desværre kom en dreng til skade og blev hentet af ambulancen. Alle børnene mødtes efter dette og flere af børnene bad for deres ven. Man er meget troende her og det var utrolig rørende af opleve. Om aftenen var vi inviteret til bål og skumfiduser hos nogle venner. Der var masser af besøgende og desværre havde vi lært dem, at lege "Tim, Tom, og Jack". Det er ret håbløst, at huske en del af deres navne. Selv Arne havde problemer og endte med at kalde Fransisco for San Fransisco. Han huskeregel blev pludselig meget åbenlys. HESTE Vi har vænnet os til hunde alle vegne. Vores gadehund er faldet super godt til. Vi skal kun passe på, at den ikke splitter vores skraldeposer ad eller pludselig står midt oppe på bordet. I forgårs kunne jeg se, at noget bevægede sig lige uden for vores hoveddør. Jeg åbnede døres og der stod en kæmpehest. Lidt senere gik to heste rundt i vores have og græssede. Det er egentlig ikke mærkeligt her, for hestene går bare løse omkring. Vi burde dog have jaget de heste ud af haven, for det viste sig, at de ikke nøjedes med græsset, men også åd vores bananpalmer. En lille god kvinde kom senere med sin machete og prøvede at rette de kvaste palmer lidt til. Senere igår fulgte en af hestene med på min tur med hunden. Det var lidt komisk at gå tur med både hund og hest. Vi har nu måttet binde en snor op foran indgangen til vores hus, så vi holder heste og hestepærer fra døren. FERIE I morgen har vi ferie i fem dage. Vi rejser til Copan, maja-indianernes velbevarede højborg - et af verdens vidundere. Derefter et par dage ved kysten i forhåbentlig sol og varme. Vi har et par unge mennesker med, der taler flydende engelsk. Det er 5 år siden, de sidst har set kysten og vi glæder os alle meget. Vi skal køre i den bil vi har lejet, der dog har den ulempe, at den skal skubbes igang. Men med syv mennesker i bilen er det ikke noget problem. Feriehilsen fra Berit og co.
31/12 - 2009
COPAN
Vi tog af sted tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt. Bilen var fyldt til bristepunktet. Med os havde vi Cecilie, som i denne tid er datter nr. to. Amec og Sindy var også med og det er to af vores virkelig gode, søde og friske honduranske venner. Vi kørte kun forkert en gang, men det var nu en pæn omvej op i Honduras smukke bjerge.
Vi bestilte en engelsk talende guide til turn i ruinerne i byen Copan, hvor smukke papegøjer fløj frit omkring. Vores engelsk talende guide havde den ulempe, at han kun kunne ca. 10 ord på engelsk og istedet måtte vores honduranske venner oversætte.
Copan er Maya - indianernes højborg. Da vi andre boede i primitive lerhytter, byggede de imponerende kæmpe templer og paladser, mens de tilbad solen og ofrede mennesker og dyr.
TELA
Næste dag gik turen videre til Honduras badeby nummer 1, ifølge turistbrochurene. Vi havde rimelig høje forventninger om eksotiske palmestrande med kridhvidt sand og hyggelige strandpromenader med masser af fortovsrestaurenter. MEN - en ting er hvad Honduranerne ønsker byen skal blive til og en helt anden ting er, hvad status er nu. I virkelighedens verden er Tela et par store lukkede hotelcompound, hvor du holdes i sikker afstand fra Tela´s virkelige ansigt. Vi boede ikke i sådan et compound, men valgte et dejligt hotel direkte ned til stranden. Den dag vi ankom blev en mand skudt tre gange i hovedet og dræbt på byens ellers hyggelige torv. En udhungret gadehund lå i rendestenen ved samme torv ude af stand til at rejse sig og døden nær. Kun vi tog notits af den og købte hundemad til den, som forhåbentlig blev dens sidste måltid. Rundt om i gaderne ligger mænd døddrukne eller dopede på direkte jorden. Folk går tæt forbi dem uden at tage notits af dem. De er en del af det naturlige gadebillede. Strandpromenaden er hyggelig ud for vores meget dejlige hotel, men ellers består den af halvtomme forfaldne restaurenter, og vagten på hotellet har advaret os mod at gå et bestemt sted langs med stranden om aftenen, da skumle folk holder til der. Tela er meget langt fra det vi normalt opfatter som en hyggelig badeby.
PUNTA SAL
Første dag i Tela var sol, strand, store bølger, varme og afslapning. Lige hvad vi trængte til! Den anden dag arangerede hotellet en vidunderlig tur til halvøen Punta Sal. Punta Sal kan kun nåes med båd og er en meget facinerende naturpark med eksotiske uberørte palmetrande. Oversprøjtede med Jungleolie (antimalariamyggespray) bevægede vi os ind i regnskovsjunglen. Vi så vilde aber og store, ækle edderkopper. Randers regnskov kunne bare pakke sammen og gå hjem. Senere snorklede vi og badede ved en smuk strand, men vandet var uklart, så koralrevet var ude af sigte.
GARIFUNAER OG KROKODILLER
Turen gik videre ind gennem en smal kanal, med tre meter høje bølger(ja, vi skreg i en lille båd på vandet) til et meget stort kanalsystem omgivet af skove af Mangrove træer. Der var mange smukke fugle... og vi så en krodille ligge i overfladen af vandet på lur efter en lækker arn eller måske et ben :-). Vores guide havde bestilt mad til os hos Garifuna - folket. Vi blev sat af på den smukkeste halvø, med det brusende hav på den ene side og mangrove skoven på den anden side. Garifuna - folket er neger stammer, der lever i palmehytter direkte på sandstranden. Tiden er stået næsten helt stille hos et fattigt, men meget autentisk folkeslag. De danser stadig deres trommedanse iført farverige dragter, spiser og lever som de gjorde i Afrika inden de blev solgt som slaver ved fremmede strande. Det var en meget eksotisk oplevelse at besøge dem, men vi gjorde vores hidtil største fejltagelse på denne tur - vi spiste deres mad!
SYGDOM
Om aftenen blev Josefine pludselig meget syg. Hun var meget tæt på at besvime i et supermarked og da vi kom hjem følte hun sig utilpas. Vi andre gik tur ved vandet og den tur endte med at Benjamin, Cecilie og Sindy badede mere eller mindre ufrivilligt med alt tøjet på. Bagefter forsatte de i poolen. Ingen af os var rigtig klar over hvor dårlig Josefine-musen var. Efterhånden fik hun nogle meget uhyggelige og udefinerbare symtomer, med voldsom utilpashed og snurren i hele kroppen, blodskudte øjne og kramper i hænder og fødder. Vi måtte akut få hende bragt til hospitalet. Hotellet anbefalede et offentligt hospital, da de har mere af det nødvendige udstyr ved alvorlig sygdom. Hele situationen var bare så rædselsfuld og hospitalet var det samme. Virkelig snavset og mega-ulækkert. Inden de havde undersøgt hende havde de allede udskrevet et recept på både injektion og piller. Vi nægtede at give hende medicin inden hun var blevet undersøgt og fik af vide, at hvis vi mente, vi var klogere end dem, kunne vi bare forlade hospitalet. Her i Honduras ÆDER folk medicin ved den mindste forkølelese. Den er helt gal. Vi accepterede hun fik lagt et drop og hun fik også taget en blodprøve. Men efter hun havde besøgt hospitalet tis-dækkede toilet uden toiletpapir og sæbe og kastet op fem gange, fik hun det heldigvis bedre.
Vi var 7 friske folk på ferietur. I nattens løb ændrede situationen sig og vi alle undtagen Arne blev syge. Vi har kastet op, lidt af mavekramper, feber og hovedpine og turen hjem næste morgen måtte aflyses. Nu er det så nytårsaften og den glemmer vi ikke lige forløbig. Sindy, Cecilie og jeg er stadig dårlige, men de andre er ved at være raske. Nu sidder de på en caribisk strand ved et knitrende bål. Bølgerne bruser og månen lyser ned over dem og palmerne. Jeg tror, vi må prøve at samle lidt kræfter og gå ned til dem og nyde den sidste del af år 2009.
Godt nytår til jer alle. Tak for hilsener, bøn og tanker - det betyder meget for os. Varme ønsker for det nye år.
Berit og co.
3/1 - 2010
NYTÅR PÅ STRANDENAlle undtagen Cecilie klarede at samle kræfter til at gå ned på stranden klokken 12:00 nytårs aften. Cecilie er panisk ræd for nytårskrudt, så det var ikke det helt store offer for hende. Nytårskrudt er forbudt i Honduras og nu forstår vi hvorfor. Alle har krudt på trods af forbud og det kan købes på mange gadehjørner. Men Honduranerne har ingen fornemmelse for krudtets farlighed. Klokken 12:00 blev stranden et særdeles farligt sted. Krudt og kanonslag fløj bogstavelig talt om benene på os. Børnene holdt Romerlys i hænderne og en dreng kiggede lige ned i det, fordi det ikke gik af i tide. Beskyttelsesbriller er en by i Rusland. Men vi overlevede. Bagefter sad vi ved bålet og drak friskpresset appelsinjuice og de mest friske sprang ud i de varme bølger. Det endte faktisk med at blive en fed aften. "HJEMME IGEN" Nytårsmorgen mente vi, at det ville være lækkert, at sidde ved stranden og spise spejlæg og nybagte pandekager. Vi måtte dog sande, at appetitten ikke var på højkant og et par vilde hunde fik en glad morgen. På hjemvejen købte vi en kæmpe klase bananer for 10 kr. Vi så en stor fed giftslange, som heldigvis lige var blevet kørt over. OG - sidste raske mand på fronten blev syg. Arnes fisk havde også gjort sin gerning og Arne fik feber og problemer med maven og gik fluks i seng, da vi ankom til det, der nu er vores hjem. Da vi nogenlunde raske ankom til børnehjemmet næste dag, havde flere af børnene grædt over savnet af os en uge. De havde fået besked på, at vi var syge og de havde bedt for os. Gensynsglæden var stor. Vi kan slet ikke holde ud at tænke på, at vi en dag skal skilles fra dem. Der er virkelig en stor del af dem, der er kravlet helt ind i dybet af vores hjerter. Vi har hentet vores gadehund efter ferien totalt fyldt med lopper. Men nu er den vasket i loppe shampo og den har hylet af glæde over at være "hjemme" igen. Imorgen er det travl hverdag igen med renovering af fysioterapi, videre arbejde med gadebørnsprojekt og madprojekt for fattige børn. Arbejde på børnehjem og lektielæsning. Berit.
Fredag d. 8/1
FYSIOTERAPIENDenne uge har vi brugt meget tid på fysioterapien. Vi har været flere gange i Tegucigalpa og har købt en del nyt udstyr til træningssalen. Torsdag i næste uge er der et kæmpe møde her på hospitalet og læger og ledere for en række hospitaler i mellem og syd-amerika er repræsenteret. Vi vil gerne have fysioterapien næsten færdig og vi arbejder på højtryk. MEN - alt tager MEGET lang tid her i Honduras. 4-5 personer ekspederer i butikkerne, men alt fungerer bare utrolig ineffektivt. Vi venter og venter, mens de finder priser på varerne og udregner tilbud. Tålmodighed er en dyd i Honduras. PROJEKT DANLI Idag har vi været på en lang køretur til en by, der hedder Danli. I denne by har en gruppe kærlige mennesker oprettet et madprojekt for de allerfattigste børn. Netop sådan et projekt, som vi er med til at starte her i byen. Vi mødte en mand ved et center i byen Danli og vi blev bedt om at køre med i hans bil. Vejen var nemlig så ujævn, så det var ikke sikkert vores bil ville overleve den tur. Lidt senere stødte en anden bil til med åbent lad og vi kørte ud til en helt ekstrem fattig del af byen. Efterhånden begyndte børn i alle aldre at hoppe op på bilens lad og snart var bilen fyldt med store og små børn. Vi kørte forbi de mest forfærdelige fattige huse og i hvert hus boede mellem 5 og 10 mennesker. Der er ingen elektricitet og ingen vand i hele området og toilettet er et hul i jorden eller en tur i skoven. Snart kom vi til en bygning, der også fungerer som skole for børnene. Bygningen bestod af et stort grimt rum og et meget primitivt køkken. Men for børnene er det luksus med et sikkert måltid hver dag. I begyndelsen havde børnene været som vilde, men nu stillede de sig pænt i kø og ventede på deres tur. Maden bestod af en bønnemasse, ris, pasta, majspandekager og et glas saft. Diætisten så ikke et eneste kræsent barn - whow! En del af børnene havde været underernærede i begyndelsen, men efter seks vellykkede år ser børnene glade og velnærede ud. Af og til får de også tøj og sko, men de fleste af børnene klarer livet i bare fødder. Til sidst blev vi vist rundt i nogle hjem - stort chok igen. Det er bare for fattigt - tankevækkende for os i vesten. Vi bør altså alle bare prioritere lidt om, så vi kan hjælpe mere. Det er så uretfærdigt, at børn skal vokse op under de mest miserable forhold, mens vi i forhold til dem lever i sus og dus! Vi blev inviteret på middag hos en af medarbejderne - encilada på Honduransk vis og det var lækkert. Først måtte vi dog på en lille køretur på ladet af en pick up - som de ægte lokale. Dette madprojekt er supreme!!! Mad og tøj hver dag til de allerfattigste. Desuden prøver man at skaffe vand til området. Man fosøger at genhuse de, der har det allerdårligst. MEN - som alle andre mangler projektet penge. Vi gav dem penge inden vi rejste og de har ikke hørt det sidste ord fra os. Honduras er så fattigt nu og her er et projekt, hvor mange får hjælp for få midler. Det er bare SÅ GODT! EN FORSKRÆKKELSE Vejen frem og tilbage fra madprojektet gik igennem både øde, fattige, bjergrige og naturskønne områder og to steder var hovedvejen ganske enkelt braset sammen. Et af stederne var vejen "faldet sammen" over en række huse - sad! Da vi kom til hovedstaden skulle vi gennem en fattig del af byen. På et tidspunkt var der kø og trafikken gik langsomt. Pludselig så vi to maskerede mænd stige ind i bilen foran os - ja, det lignende et røveri af værste karat og vi er stadig rystede. Vel hjemme tog vi ned til vores elskede børnehjem og i morgen tidligt har vi lovet at komme klokken 6:00 og hjælpe børnene med at slagte 200 høns. Derfor godnat fra Berit m. co.
11/1-10
HØNS OG DYGTIGE BØRN!Næsten præcis klokken 6 tidligt om morgenen kom vi anstigende til børnehjemmet for at dele den store begivenhed HØNSESLAGTNING med børnene. 200 høns skulle slagtes, renses og fryses ned og vi var ret spændte på, hvordan det skulle foregå. Vi blev ikke skuffede. Det var en ren hønsefest. Børnene var virkelig dygtige og effektive. Hver barn fandt frivilligt sin plads. Nogle hentede høns, de små passede på dem inden slagtning og mange af børnene skiftedes til at skære hovedet af dem med en kniv. Hele familien inklusiv Cecilie blev mordere og dræbte mindst en høne hver. Så kom de i kogende vand og blev hængt op på række. Store og små børn plukkede løs. Derefter op i køkkenet, hvor Arne m.fl. stak hånden ind i hønen og tømte "lækre" sager ud. Alle børn arbejdede frivilligt, effektivt og uden brok. Det var meget imponerende. SYGDOM IGEN...KULDE, STORM OG UVIDENHED Da vi kom hjem kunne Benjamin og jeg mærke, at helbredet ikke var, hvad det burde være og vi satte os foran ovnen(vel at mærke bageovnen) - det eneste varme sted i huset. Her er hundekoldt. Det skulle være forår her nu, MEN DET ER DET IKKE! I aviserne kan vi læse om det sensationelle kolde vejr, og det er bare ikke så rart, når man har regnet med at rejse fra dansk kulde og blæst til eksotisk varme og har taget tøj med efter dette. Søndag blev vejret helt tummelumsk! Om aftenen blæste vores tæppe(lukker normalt af, hvor vinduet mangler) ud ad vinduet uden glas og gardinerne flagrede vildt i stuen. Alle vinduerne her består af nogle drejelige klapper af glas og selv når de er lukkede, er de helt utætte. Vi fryser både nat og dag i denne tid. Hele aftenen sad vi pakket ind i tæpper, men fik ikke varmen. Vi er mere eller mindre forkølede og dårlige. Nu har vi sovet med alt tøjet på(undtagen skoene) i to nætter og det hjælper heldigvis. I nat forsvandt strømmen også og dermed det varme vand. Internettet på hospitalet har været nede i næsten to dage, men nu begynder tingene lidt efter lidt at fungere igen. I vores hus har vi ikke fjernsyn. Vi læser næsten ingen aviser(kun enkelte Honduranske aviser på spansk) og vi har kun internet, når vi går ned på hospitalet. For den sags skyld kunne en atombombe have sprunget Grønland i luften - vi ville knapt vide det. Vi ved kun, at her i Honduras myrder de hinanden på stribe, for det viser de glad og gerne på forsiden af aviserne og på plakater. CECILIE Vi har nu holdt afslutningsfest for Cecilie med Arnes hjemmebagte pandekager med is. Cecilie har sagt farvel til hendes nye venner på børnehjemmet og fået knus og kram. Igår blev hun sat i flyet i Tegusigalpa og nu må hun snart være landet på dansk luksusjord mange erfaringer rigere. Josefine og Cecilie har udarbejdet en film om Honduras og fattigdommen her og vil vise den på deres skole. De vil så prøve at samle penge ind til nye sko til børnene på børnehjemmet - supert! Frysende sygelige hilsener Berit, mand og snotunger.
20/1
Vores dagbog har ligget i dvale, men det skyldes bestemt ikke, at vi ikke har oplevet noget - tværtimod. Vi har haft den mest begivenhedsrige del af turen de sidste uger, men lad mig gå gradvist til værks.Sidste uge var en blanding af regn, kulde, sygdom og blæst. Helt vildt. Undetegnede fik en kraftig bihulebetændelse og det var meget dårlig foreneligt med 8-10 graders kulde - INDENFOR! Det kulminerede en nattetime med at jeg frustreret sagde til Arne:"Jeg vil hjem til min dyne". Ah...dejlige varme danske dyner - herfra Honduras skal lyde en anbefaling om, at nyde jeres varme gode dyner. Men værst har det været for de hjemløse stakler i Honduras - nogle er endda døde af sygdom og kulde. HOSPITALSMØDE På hospitalet har der nu været et stort mellemamerikansk møde for en række hospitaler. En lang række lande deltog, dog med afbud fra Haiti, hvor man havde vigtigere ting at tage sig til. Vi har knoklet med at få fysioterapien færdig og det lykkedes næsten. Det er ret vanskeligt at få gang i gemytterne hernede og man rider ikke samme dag, som man sadler. Men folk er meget begejstrede og imponerede over renoveringen, og vi regner med, at kunne gøre det sidste færdigt, når vi endeligt ved, hvor mange donationer vi har at gøre godt med til dette. HESTE, ROTTER OG KAKKELAKKER Der sker mange mærkelige ting her. En dag havde en af de vilde heste født et føl udenfor vores have. Måske var den dødfødt, i hvert fald var 20-30 gribbe i fuld gang med at æde den. En anden dag havde gribbene fundet en død gadehund, som de fortærede uden for vores køkkenvindue. Huden og knoglerne lod de ligge og...hvilken stank hver gang vi gik forbi. En dag kom en frisk mand gående og han tog resterne af hunden, svingede den rundt i luften og ud i grøften - sådan! Igår kom 10 årige Claudia fra børnehjemmet på hospitalet, fordi hun var blevet bidt af en rotte i hånden. Hun havde forsøgt at dræbe rotten med en sten. Hendes kommentar var: "Jeg fik den!". Hun er ikke det eneste barn med rottebid. Børnene tager en sten og så går den vilde jagt. Og rotter er der åbenbart mange af. Claudia rotte var på størrelse med en kanin og den blev afleveret på hospitalet og undesøgt for rabies. Hvis rotten er rask slipper Cladia for vaccine. Jeg fortalte iøvrigt Claudia om en kakerlak, jeg havde set i natten mulm og mørke i vores hus, men hendes kommentar var:" Og hvad så...?" Nå, men nu går turen til børnehjemmet...og i aften skal vi til et MEGET spændende møde, men det har jeg ikke tid til at fortælle om nu...! Men vi vender stærkt tilbage. Berit, kakerlak og co.
21/1
JESUS I ENGLENES DALEn aften før jul gik vi rundt i vores by Valles de Angeles (Englenes dal) og der mødte vi Jesus. Her i Honduras går mange mænd rundt med navnet Jesus...det er ligeså normalt som Maria. Vi kom i kontakt med Jesus, fordi vores lille gadehund blev forskrækket over, at den lille dreng Jesus passede, løb hen imod hende. Vores lille blide gadehund knurrede bidsk af drengen. Til forsvar for vores gadehund skal siges, at børn her i Honduras synes, det er sjovt at bruge gadehunde som målskive, og de kaster med stor fornøjelse sten på diverse hunde. Men jeg kontaktede Jesus og undskyldte hundens opførsel. Og vi kom i snak med Jesus og hans far (som heldigvis ikke hed Gud). Vi fortalte om børnehjemmet og vi fik fortalt, at vi holdt så meget af hele bundtet, at vi var parat til at tage dem med hjem. Det viste sig så, at han var med i en adoptionsorganisation og han foreslog, at vi skulle snuppe et barn med hjem. Han ville kontakte os nærmere. EN SKÆBNESVANGER OPRINGNING Ugerne gik og vi glemte alt om dette møde. En ganske almindelig dag ringede telefonen. Jesus med flere havde et barn klart til os. På et marked i byen havde man fundet en lille pige på to år. Hun var forladt og alene. Senere fandt man ud af, at faren er i fængsel og moderen er alkoholiker. Så hvis pigen ellers ikke havde AIDS, kunne hun adopteres. Der blev arrangeret et møde og det var et noget mærkeligt møde. Men for at gøre en lang historie kort, så arbejder denne gruppe mod at få børn adopteret ud i private hjem. Da de er kristne, foretrækker de kristne hjem. Var vi villige? Hm...ja, måske! VI ER DA BARE FOR GAMLE Vi kontaktede Danmark og loven i Danmark siger, at der ikke må være mere end 40 år mellem barn og yngste forældrer. Så selvom vi er meget ungdommelige, velholdte og friske, ja så kunne vi med fred i hjertet fortælle os selv og Jesus og co., at denne pige var ikke vores opgave. BØRNEHJEMMET Men så let skulle vi ikke slippe. Josefine havde hjemmefra spurgt, om ikke vi kunne adoptere et barn og vi havde fortalt hende, at det var nok ikke muligt. Men hvis vi ligefrem blev bedt om det, så ville vi ikke afslå. Og besøget hos Jesus satte noget i gang hos personalet på børnehjemmet. Der var adskillige trængende børn på børnehjemmet i alle aldre. Men vi blev bedt om at tænke på to forældreløse børn på 14 og 11 år. En pige og en dreng. Moderen var død af AIDS, da drengen var 7 dage gammel. De to børn er alene i verden og har ingen rigtige relationer. Ville vi tage dem til os? Se det var et spørgsmål, der har givet både Arne og jeg søvnløse nætter. Fortsættelse følger.... Hilsen fra Berit og co. med hovederne fyldte med lus...kradse, kradse...vi kan ikke finde en lusekam. Vi står og klør os i hovederne i butikkerne, men de griner bare, for det er vist noget man lever med her...
25/1
AFKLARING OMKRING ADOPTIONNu er det sådan, at både børnehjemmets ledere og vi er kristne og det har den umanerlige fordel, at man kan plante sine problemer solidt i Guds hånd. Dermed ikke sagt, at egne overvejelser og spekulationer er ryddet af vejen, men på et tidpunkt ender man ud med at bede Gud om at åbne og lukke et par døre. Vi besluttede, at hvis det kunne lade sig gøre, at tage de to børn med til Danmark indenfor en rimelig tid, så ville vores hjem blive deres. Børnene falder ikke godt til på børnehjemmet og det er to meget talentfulde børn, der i høj grad er i stand til at blive mønsterbrydere. Desværre har mange offentlige kontorer i Danmark telefontid fra 10-14. P.g.a tidsforskellen medfører det natlige besøg på hospitalets internet på meget uhensigtsmæssige tidspunkter, men enden på disse samtaler blev, at det er næsten umuligt, at adoptere et barn til Danmark fra Honduras. Det er aldrig sket i Danmarks historie før og hele Honduras lovgivning skal undersøges inden en evt, adoption kunne begynde. Bare dette ville tage et år. Selve adoptionen yderligere 1-2 år, hvis det overhovedet lykkedes at få Honduras accepteret som adoptionsland. I denne tid må børnene ikke besøge Danmark. Samtidig skal der være mindst 9 måneder mellem egne børn og adopterede børn, og det er der ikke mellem Benjamin og pigen. Nogle lange samtaler bekræftede også vores bekymring om, at det ikke er uden problemer at rykke rødderne op på så store børn. EN LYKKELIG SLUTNING Vi besluttede, at vi i stedet gerne ville være "langdistance-familie" for de to børn og det medfører, at vi nu har to børn i Honduras. De skal med på vores næste lille miniferie her i Honduras. De to børn glæder sig helt vildt. De har aldrig set havet, aldrig boet på et hotel, aldrig sejlet i en båd, aldrig været på tur med en familie. Vi får muligheden for at give dem de oplevelser. Men det bedste er, at de mærker de betyder noget for os. Miky (blev 12 i lørdags) kommer hen til os og siger: "Baby" og det medfører, at han gerne vil bæres som en baby. Han holder konstant Josefine i hånden og begge børn krammer os konstant. De har noget, de skal have indhentet. Hvad de endnu ikke ved er, at den næste juleaften bliver i Fredensborg i Danmark, hvor de kommer og bor hos os en måned. Vi kommer til at holde kontakten med dem og hjælpe dem videre i livet på de måder, der er bedst for dem. De får nyhederne lidt efter lidt og nu ved de, at de er noget specielt for os, og at vi holder meget af dem. Ifølge personalet er de ikke de samme børn. Personalet har i årevis bedt for netop disse børn, fordi de havde så stort et behov, så lige nu går vi altså rundt i Honduras og har glæden af at være et svar på mange års bøn. Så venner og familie i Danmark - find spanskgloserne frem og vær klar til at modtage to dejlige spanske børn næste jul (vi sætter dem dog også på intensivt engelskkursus). TRAGISKE SKÆBNER Problemet ved at gøre noget specilet for nogle børn, er den magtesløshed man føler ved ikke at kunne gøre noget specilet for dem alle. Børnehjemmet er fyldt med tragiske skæbner. En pige på 14 år blev misbrugt af sig far. Da han ville fortsætte sit misbrug på lillesøsteren, greb bedstemoderen ind, med det resultat at faderen dræbte hende. En af vores små yndlinge, en lille dreng på 6 år, fik lov at komme hjem til sin mor et par dage. Hun har tidligere sniffet lim i lange baner, men havde nu fået dem overnevist om, at hun var clean. Han skulle have været tilbage i fredags, men moderen og drengen er sunket i jorden. Moderen er igen begyndt at sniffe og nu frygter man, at hun har taget drengen med på gaden og måske sat ham igang med at sniffe også. Idag skulle vi have været ude at købe nye briller til ham, da han er svagtseende, men ingen kan finde ham. Sådan kunne vi fortsætte med den ene tragedie efter den anden. Hvad går der af forældre? Hvor er mor og fars kærlighed blevet af? RADIOEN Imorgen skal Arne i lansdækkende direkte radio i Honduras. Lægen her på stedet har et spørgeprogram i en time hver 14. dag og han har bedt Arne deltage - PÅ SPANSK!!!! Det er et sundhedsprogram, hvor lytterne ringer ind og får svar på deres spørgsmål med det samme. Arne er i meget høj kurs her. Patienterne kommer langvejs fra og lægerne kommer og spørger, om de må se på hans behandling og lære af ham. Hele familien incl. plejebørn er inviteret med i studiet imorgen meget tidligt. Benjamin har dog været syg med høj feber og måske tager han og jeg det stille og roligt på hjemmefronten i morgen. Men skulle du kunne dreje dit radioprogram ind på Honduras imorgen, så skulle der være rig anledning til at høre Arne udfolde sig på spansk. Berit og co.
2/1
STATUS EFTER NÆSTEN EN UGE UDEN ADGANG TIL INTERNETDet er ikke en selvfølge, at kunne komme på internettet her på hospitalet og på vores lille ferie var der ikke adgang til internet. Da vi kom hjem var internettet ned igen, men nu slæber det sig igennem i det sædvanlige langsomme tempo. Men Arne klarede det fint i radioen, om end han havde sine udfordringer med det spanske. Vi er alle raske, men Josefine var syg en dag på vores tur. Lægen her på stedet siger, at det er helt normalt at være meget syg i begyndelsen. Bakteriefloraen er en anden. Samtidig er vi jo osgå i nærkontakt med 90 børn dagligt og det må jo give en vis risiko for smitte. Men her følger en lille rejsebeskrivelse fra vores tur til kysten. La Ceiba Egentlig skulle vi først have rejst torsdag, men da landets
nye præsident skulle indsættes onsdag, blev denne dag også forvandlet til en
fridag og vi kunne rejse en dag tidligere. Den politiske dagsorden har enorm
indflydelse på aktiviteten i landet. Politisk uro medfører at skoler,
universiteter, m.m. lukker i månedsvis, men dagens politiske begivenhed
medførte, at vi fik en ekstra feriedag. På vores vej til kysten mødte vi præsidenten med
politieskorte, men i øvrigt virkede forholdene fredelige. Dog var der lidt
flere soldater og politifolk linet op langs med vejene. Vi besøgte en skole og et børnehjem på vejen, men vores
lille Miki havde kun en ting i sit lille hoved og det var at komme frem til
poolen og stranden. Men turen var lang og vejret blev dårligere og dårligere.
Den ene vinduesvisker var i udu, det øsplaskregnede og Honduras veje er ikke,
hvad de burde være. Der er dybe huller og man skal være vågen for ikke at få
sig en grim bumpetur. Vi havde fået hotellet anbefalet af hospitalets læge, men vi
troede, vi var kørt forkert, da vi landede nede af en lille bitte grusvej med
dybe huller. Da vi holdt foran en lille smal bro, måtte vi ringe endnu en gang
– men joda, vi var på rette vej. At ankomme i bælgmørke til et hotel med et
stort TIL SALG skilt på i øsende regnvejr kan godt være lidt småskummelt, så
det var dejligt at vågne op til en frisk morgen med delvis solskin og det store
brusende hav næsten lige uden for døren. Vi løb langs stranden, spiste yoghurt
på stranden, badede i de store bølger og nød at se vores to plejebørn nyde
livet. Miki og Katerine er vokset op på børnehjemmet og tidligt om
morgenen vækkede Miki sin roommate Benjamin og fortalte ham glædestrålende, at
klokken var seks! Time to move!!! Katerine tændte lyset midt om natten og
tøffede rundt både inde og ude. Se - det var Josefine ikke vant til.
Børnhjemsbørn sover aldrig længe. De er oppe tidligt hver dag ellers fungerer
livets rytmer ikke. Næsten alt havd børnene oplevede på turen var nyt for dem. De har aldrig før fået et varmt brusebad. De har ikke spist på restaurant. De har ikke været vant til at være ude at handle i et supermarked og slet ikke at have mulighed for medbestemmelse. De har ikke sejlet i en båd før....alt var nyt og det var som et eventyr for dem. Stort var det også for os, at kunne få lov at dele med dem.
CAYOS COSHINOS Ca. 10 km ude i det caribiske hav ligger en lille øgruppe,
der hedder Cayos Coshinos. Der sejlede vi ud på vores anden feriedag. Vi havde
bestilt båden via hotellet og på deres brochure susede en lækker speedbåd hen
over bølgen blå. Virkelighedens verden er altid anderledes i Honduras. Vi sejlede
i en gammel båd med store træbjælker til at sidde på. Vandet var uroligt med
store bølger og båden bumpede der ud af i bedste Honduras stil. 3 dage efter
har Arne og jeg stadig træsmag i rumpetten. Cayos Coshinos er paradisisk smukt. Spredt i det klare blå
hav ligger den ene lille palmeø efter den anden omgivet af hvide sandstrande.
Det er betagende. Som revet ud af en computerbehandlet turistbrochure…bare
virkeligt. Vi lagde til ved en øde ø og snorklede rundt i koralrevet. Katharine
opgav hurtigt, men Miki skulle have det hele med. Her kan børnene godt
svømme…siger de. Men børn (og voksne) i Honduras svømmer hundesvømning og det
gjorde Miki også. Det var første gang han brugte en snorkel og adskillige gange
stak han hovedet helt til bunds med en snorkel fyldt med vand som resultat. Men
Miki fik hurtigt vejret igen, mens han klamrede sig til Arne og Josefine med
arme og ben. Han kunne slet ikke få nok. Pludselig så han en helt ny
verden…under vand! En af øerne er beboet af Garifunaer. De lever i en svunden
tidsalder uden moderne bekvemmeligheder midt i det brusende hav. Men wow…de bor
virkelig smukt! Denne gang spiste vi vores medbragte mad!!! VARME KILDER Lørdag var total afslapning. Vi besøgte nogle varme kilder
og badede længe i det skønneste varme vand. Vi spiste vores medbragte mad
omgivet af skøn natur, brusende vand og flagrende sommerfugle. Menuen var:
totatillapandekager med avokado, tomat, lime, salsa og løg – dejligt! LANCETILLA BOTANISKE HAVE På hjemturen besøgte vi verdens anden største botaniske
have. Haven åbnede i 1927 og indeholder spændende vækster fra det lokale
område, samt import fra hele verden. Vi gik gennem kæmpe bambus skove og vi så
et væld af forskellige træer, der bar alverdens eksotiske frugter og nødder som
muskat, kanel, stryknin, kakao og endda kokain. Vi smagte eksotiske frugter vi
aldrig før havde smagt og det var overraskende spændende. HJEM TIL HIRAKIET Vi ankom til børnehjemmet ved halv otte tiden, men ingen
åbnede. Vi kunne bare høre børneflokken råde og skrige vores navne på den anden
side af porten. Endelig blev porten åbnet, men der var ingen voksenarme, der
bød vores to plejebørn velkomne. Vi fulgte dem op til deres huse og Miki viste
os drengenes soverum. Af en eller anden grund har vi aldrig besøgt drengenes
værelser. Miki boede på en stort værelse….fuldstændig uden billeder og andet
pynt! Seks senge var linet op i rummet, men det er ikke ensbetydende med, at de
bor seks drenge i rummet. I hver seng sover 2-3 drenge sammen. Miki synes det
varmer så dejligt og i øvrigt er mange af børnene vant til det hjemmefra. Den
eneste ingen vil sove sammen med er lille Johnny, for han tisser i sengen.
Denne aften var børnene ubarmhjertige overfor lille stammende Johnny. Han blev
drillet, skubbet og væltet omkuld. Der var ingen voksen hænder, der beskyttede
Johnny og vi måtte forlade ham
opløst i tårer. Den aften græd Josefine sig i søvn. Johnny er hendes lille
maskot. Han klamrer sig til hende og knuger og krammer. Hvem skal forsvare
lille Johnny, når vi sidder hjemme i Danmarks kulde?? Berit og co.
3/1
SURVIVAL KIT FOR OVERSEAS LIVING( læs kun dette, hvis du er
interesseret i forholdene for ulandsarbejdere)
Hvordan klarer familien Elkjær sig så herude i Honduras
”jungle”? Hvordan går den grå hverdag, når romantikkens eksotiske lys blegner?
Kunne vi blive her i et år eller måske to år til?
Josefine kunne blive – ingen tvivl om det. Dybt i sit hjerte
savner hun vennerne der hjemme, men børnene på børnehjemmet har erobret hendes
hjerte. Hun elsker dem og de elsker hende. Da Josefine ankom til Honduras, fik
hun et kultur chok af voldsomt format. Virkeligheden var anderledes end
forventet. Men nu er hun blevet en del af virkeligheden her og Josefine elsker
Honduras på godt og ondt.
Arne kunne også blive. Han nyder det fremmedartede og alle
de spændende oplevelser. Dog ikke uden lejlighedsvise dyk. Virkelighedens
verden for Arne er også en verden i samarbejde med nogle mennesker, der ikke
ved, hvad det vil sige at arbejde. Han har patienter, der påskønner hans
indsats og kommer langvejs fra, men han har også patienter, der ikke kommer,
fordi det regner eller ikke lige passer af andre årsager. Og man ringer da
bestemt ikke afbud. Men set med mine øjne og hørt med mine ører, ja, Arne kunne
også blive – i hvert fald et år.
Benjamin længes hjem. Han savner sin skole og sine
kammerater, men han har lært at sætte pris på mange af de hjemlige goder.
Benjamin er god til at ”fitte” ind. Han brokker sig ikke. Men jeg ved, hvor han
er, for jeg kender ham. Måske også fordi Benjamin og jeg har det på samme måde.
Jeg længes også hjem. Men der er en dobbelthed i det, for jeg oplever også
tiden og mulighederne her som et privilegium.
Vi læser i forskellige bøger, vi har lånt af overlægen og
frue. En af dem hedder ”Survivel kit for overseas living”. Bogen påstår, at
alle i større eller mindre grad vil opleve et kultur chok i en ny og fremmed
verden. Årsager til dette kan være:
1)
Alt er fremmedartet. Dine normale kulturelle
afkodningsmanøvrer fungerer ikke i en anden verden. Normalt forstår du
instinktivt nuancer, du ved hvordan du skal reagere, men i en ny verden er du
en outsider.
2)
Det forventes, at du arbejder maximalt og med
ekspertise, men reglerne for dit arbejde er ofte ikke klarlagt.
3)
Der bliver sat spørgsmåltegn ved dine egne
værdier og din egen moral.
4)
At leve og arbejde i en fremmed kultur er et liv
fyldt med blandende følelser.
Symptomerne på kulturchok er:
Hjemve
Kedsomhed
At man trækker sig ind i sig selv
Sover vildt meget
Spiser meget
Drikker
Er irriteret
Hysterisk med rengøring
Ægteskabsproblemer
Familiekonflikter
Tendens til at gøre værtfolket stereotypt
Manglende gæstfrihed
Manglende evne til at arbejde effektivt
Pludselig gråd
Psykosomatisk sygdom
Bogen påstår, at alle vil opleve nogle eller flere af
ovenstående symptomer i større eller mindre grad i løbet af de første måneder.
Senere vil der komme gentagne reaktioner. Som familie er vi sluppet let
igennem, men vi er her også ”kun” i tre og en halv måned. Dog tror jeg hele
familien lider under al den fattigdom vi har set. Hvordan kan man leve det liv
man gør, når så mange mennesker har det så elendigt? Hvordan lever man sit liv
på den ”rigtige” måde under hensyntagen til alle de fattige mennesker på denne
jord? Det er frustrerende tanker, for det hjælper ikke alle, at vi flytter i et
jordhul. Men visse forandringer i hverdagen er mulige for alle os i den
forkælede del af verden. Men hvilke? Spørgsmålet er åbent!
Normalt kommer man til et uland med euforiske forventninger.
Man ser solskinssiderne af det nye land, og man ser lighederne. Efterhånden
ændres disse forventninger gradvis
og skuffelser mødes. Hvor man før så lighederne, ser man nu
forskellighederne. I denne periode kommer krisen. Efterhånden bliver man
integreret i den nye kultur, man adapterer og bliver bikulturel. Man lærer at
sætte pris på forskelligheden og endda at elske den. For folk der falder godt
ind i den nye kultur, kan det være ekstremt vanskeligt at pakke sine ting, tage
afsked og vende tilbage til egen kultur. Det kan give et reversibelt kultur
chok, som kan være ganske alvorligt. Så pas på Josefine og Arne :-)!
Hvordan falder man lettest ind i en ny kultur? Hvilke
kompetencer er vigtige for at komme igennem fasen med kultur chok? Bogen
foreslår:
Tolerance overfor forskelligheder
Evne til at sætte lave mål (bemærk venligst ”lave”)
At være åben
Ikke fordømmende
Empatisk
Evne til at kommunikere
Fleksibilitet
Nysgerrig
Humoristisk sans
Varm personlighed
Høj motivation
Evne til at hvile i sig selv og tro på egne evner
At kunne perspektivere
At kunne fejle og tolerere fejltagelser
En af de største udvekslingsorganisationer i USA sætter
følgende tre egenskaber øverst:
1) Humoristisk sans: At kunne le sammen er en genvej til
hinandens hjerter og fejer misforståelser af bordet.
2) At kunne sætte lave mål: Mange sætter alt for høje mål og
bliver skuffede. Evne til at være mindre målfast letter livet i en anden kultur.
3) At kunne fejle og tolerere fejl: Alle fejler af og til i
en fremmed kultur. Folket i den fremmede kultur fejler ofte efter vores normer.
Vi skal leve med det og kunne tolerere fejlene hos os selv og dem vi arbejder
med.
Hm…undskyld vi har kedet jer med dette, men for os er det
meget spændende, for det er tanker, der fylder vores hverdag. I dag vil vi møde
dagen med humor. Vi vil prøve at acceptere, at vores medarbejdere ikke gør
arbejdet efter vores normer. Igår fandt jeg en rengøringdame siddende i et lille kosteskab, hvor hun læste ugeblade - det er jo lidt af en måde at arbejde på i et hospital, hvor der trænger til at blive muget ud i hjørnerne. Fitnesstræneren brugte en stor del af dagen til at spille fodbold udenfor, men folk trænede inde. Den går ikke i Fredensborg :-)!!! Men her kan vi ikke ændre mentaliteten i Honduras på tre en halv måned - vi må prøve at "fitte" ind!
Vi vil dog ikke sætte lave mål. Tiden er for kort
til det. Vi skubber og presser, for vi er ved at ”føde et barn” i Honduras,
nemlig et børnekøkken, hvor mindst 30 af de allerfattigste børn hver dag får et
måltid mad. Også når vi er rejst! Den 15. februar begynder skolen og projektet
skal være i gang! Men indrømmet – boede vi her fast, måtte vi være lidt mere
tålmodige. Men vi har en deadline! Og det ser ud til, at vi når det!
Berit og co.
Fredag d. 4 Feb.
JOSEFINES HVERDAG I HONDURAS.
Hej allesammen. Nu er det ved at være rigtig lang tid siden, at jeg har skrevet herinde i dagbogen. Der sker så mange ting hele tiden, så jeg slet ikke har haft tid. Jeg har lige lidt tid, inden vi skal spise, og jeg vil nu fortælle jer noget om MIT liv i honduras, og hvordan jeg oplever tingene:
KULTUREN.
Kulturen hernede er SÅ meget anderledes end alt jeg kender, og alt jeg nogensinde har oplevet. Da vi kom herned, skulle jeg lige vænne mig til at se skrald i ALLE vejkanter, vilde heste, syge hunde, der lå døende/døde i vejkanten, føl der bliver ædt af gribbe lige udenfor huset, og børn og handicappede der render rundt i den larmene trafik og tigger, for at få lidt penge til føden. Alle disse ting er utrolig voldsomme at se. Man har altid vidst, at det var der, og set det i fjernsynet, men at se det i virkeligheden er noget helt andet. Det rører en virkelig dybt, og man føler sig magtesløs.
En anden ting ved kulturen er alle de små vaner, og holdninger folk har hernede. De tager altid den letteste vej ud af arbejdet, og tager alting stille og roligt, uden nogen form for stress. Skal der repereres et vejbump hernede, kan der være to mænd, der faktisk reparerer bumpet, 4 mænd der kigger på at det bliver gjort ordenligt, og 5 mænd der ligger og hviler sig - for uha det er jo hårdt arbejde. Folk er på alle måder enormt afslappede hernede og det kan jeg godt lide. Derhjemme mens folk stresser rundt, sidder de hernede i byens park og slapper af hele eftermiddagen - og bare nyder livet.
Men årh, der er så mange ting ved den her kultur, der er så anderledes, at det ville være umuligt at beskrive det hele her.
DET DER HAR ÆNDRE MIT LIV
Efter at have været hernede 3 måneder, er jeg faldet rigtig godt til hernede. Jeg føler mig hjemme, og ved slet ikke, hvordan jeg kommer til at få det, når jeg kommer hjem. At skulle til at skilles fra dette sted, virker fuldstændig uoverskueligt!
Det der har betydet aller mest for mig hernede, og det der virkelig har ændret mit syn på livet er BØRNEHJEMMET!
For mig har det været den største oplevelse i mit liv, og jeg kunne tilbringe hver dag på dette børnehjem, og dele en masse tid med nogle børn som virkelig har brug for at se, at der er nogen der elsker dem. Den første tid på børnehjemmet var meget hyggelig og sjov og jeg hyggede mig med børnene. Overfor mig var de altid søde, og når jeg var i nærheden, behandlede de hinanden godt - sådan nogenlunde hvert fald. MEN.... efter at have været der hver dag i 3 måneder ser man pludselig alle deres personligheder. Alle deres vaner, svagheder, og man kan mærke at de virkelig stadig har sår fra fortiden - som nok aldrig helt vil hele. Hele børnehjemmet bliver styret af et hiraki, og er man ikke øverst i det hiraki, har man ikke noget at sige. Jeg kan fortælle jer om nogen af mine yndlinge på børnehjemmet, som har betydet noget specielt for mig.
Yonni: Yonni er min lille engel, som jeg aldrig vil glemme. Han er 7 år, og meget lille af sin alder. Yonni er aller nederst i hirakiet på børnehjemmet, og han er dagligt udsat for vold fra de andre børn. I starten lagde vi ikke så meget mærke til ham. Det var de stærkere børn der "erobrede os" og han var lille og genert i baggrunden. En dag hvor vi tegnede, stod han på afstand og kiggede på. Jeg gik hen for at snakke med ham, men det havde han ikke lyst til - hvorfor vidste jeg ikke endnu. Efter lidt tid, kom han dog hen og stod ved siden af mig, og kiggede på min tegning. Når jeg rejste mig løb han væk, og gemte sig bag en stol. Jeg løb hen til ham, og vi begyndte at lege fangeleg, hvilket endte ud i, at jeg fik en ordenlig kram af ham. Siden den dag, har Yonni betydet noget helt specielt for mig. De følgene dage var han altid en af de første der kom løbene, når vi kom, i håb om, at han ville kunne få et kram før alle de andre kom og "overfaldt" mig. Jeg brugte meget tid med ham, og fandt hurtigt ud af, hvorfor han ikke kunne lide at snakke. Han har taleproblemer og stammer utrolig meget, hvilket gør ham til det perfekte offer for de andre børn. De gør daglig grin med hans stammen, og dette er også en af grundene til at han ligger så langt nede i hirakiet. På en dårlig dag bliver han slået, sparket og mobbet med en masse forfærdelige ting - hans stammen, at han tisser i sengen, osv. De brænder ham med forstørrelses glas i solen, og der er ingen af de andre børn, der beskytter ham. Jeg gør, hvad jeg kan, når jeg er der, men nogen gange kan det være fuldstændig umuligt og uoverskuligt. Jeg har grædt mange tårer for min lille Yonni, og prøver virkelig at gøre noget for ham. Vi har snakket med Katerine (min nye søster) om problemet, og da hun er en af de øverste i hirakiet, tror jeg på hun kan gøre en forskel. Hun er vokset op på børnehjemmet, og er sikkert selv blevet behandlet sådan som lille, så hun har ofte bare set til, at de lidt yngre mobbede Yonni. Igår blev jeg dog rigtig glad, da hun skældte nogen af dem ud, som var efter ham, og jeg tror virkelig på, at hun kan gøre en forskel for ham, når jeg ikke er her mere. Vi har nu fået et nyt begreb som hedder en "Yonnikrammer", hvilket er et helt specielt kram. Når Yonni giver et kram, skal man have kinden helt tæt på hans, og så skal der bare klemmes til, hårdt og længe. Han mangler kærlighed og nyder, når man krammer og kysser ham.
Yonni er dog kun en af mine små prinser, en anden er BRAYAN: Han er Yonnis eneste ven, og også meget svag. Han har problemer med synet, og har også nogle motorikproblemer. Han var i starten også meget genert og tilbageholdene, men nu er han den person i Honduras, jeg har fået aller flest kys af. Han elsker bare at gå og holde mig i hånden, og give mig 100 vis a kys på hænderne og kinderne, og hviske "Te quiero(jeg elsker dig)" i mit øre. Vi har givet ham et par briller, så det kan hjælpe ham lidt. Han var hjemme og besøge sin mor i nogle uger efter jul, og hans mor skulle aflevere ham tilbage d. 29 januar. Han kom bare ikke. Børnehjemmet ringede og ringede til hans mor, men hun var ikke at få fat i, for på trods af, at hun havde sagt, hun var stoppet på stoffer, fik de af vide, at hun slentrede rundt i de fattige gader i hovedstaden og sniffede lim med sine børn, og de var utrolig bange for, at hun ville give børnene lim, da det ikke er unormalt. Vi bad for Brayan, og hængte de tegninger han havde lavet til mig op, så vi kunne mindes ham hele tiden. Der gik flere dage, og han kom ikke tilbage. Ham og hans lillesøster på 4, var ikke til at komme i kontakt med, og moderen på stoffer. Sikke en skæbne.
Først 9 dage efter den aftalte dag, kom de to børn tilbage. Afkræftede og beskidte. De blev vasket og fik rent tøj på. Resten af den aften klamrede lille Brayan sig til mig, og slap ikke min hånd et eneste sekund. Denne episode medfører, at børnene ikke må komme hjem til moren igen.
SARAHI: Sarahi var svær at finde ud af i starten. Hun ville have ALT min tid, og fik hun ikke det, ville hun ikke være venner. Hende og hendes veninde JENYFER ville hele tiden have af vide, at jeg virkelig holdt af dem, og at jeg var deres veninde (og helst ville de gerne være mine søstre). Brugte jeg tid med de mindre drenge, ville de ikke være veninder med mig, for efter deres mening, skulle jeg ikke spilde min tid på de mindre drenge. "No mas amigas", siger de så, og venter på jeg skal sige "SI amigas, te quiero muuucho". De er 14 år begge to, og har brug for opmærksomhed hele tiden. Hver gang jeg kommer, får jeg breve, tegninger, bamser, smykker, sko, tøj osv. Alt sammen noget de har brugt deres få penge, og meget af deres tid på. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, og det er virkelig svært at tage imod noget fra nogen som ikke har andet, end det de giver væk. Jeg har også givet dem nogle ting, og de er så taknemmelige. De kan også være forfærdelig lede overfor både mig, min mor og de andre børn. Fx. hvis de ikke føler man har brugt nok tid med dem, kan de totalt ignorere en, når man vil give dem et kram, eller gøre grin af ens måde at være eller tale på. En af de voksne på børnehjemmet fortalte, at de to har fået mange af voluntørerne til at bryde sammen - specielt unge piger på min alder. Jeg er dog ikke brudt sammen pga. dem, for et eller andet sted kan jeg mærke, de har en meget svær fortid. Den ene af dem, er blevet misbrugt af sin far siden hun var helt lille. Da han så ville gå videre til hendes lillesøster, og misbruge hende, sagde bedstemoderen dog stop til ham, men hvad gjorde han så?..... Han dræbte bedstemoderen. Med sådan en fortid kan det være svært at tro på det gode i mennesker. Alligevel nyder hun et langt kram, og en kærlig bemærkning.
ALEX: Alex betyder også noget helt specielt for mig. Han er en af de ældre drenge, og en af dem jeg snakker rigtig godt med. Han lærer mig en masse spansk(også ord som jeg bagefter finder ud af, er forbudt på børnehjemmet). Han er en utrolig intelligent og klog dreng, og har hurtigt fundet ud af, at når jeg siger "Nu kan vi godt gå far", så skal han holde fast i mig. Han er en meget køn dreng, og jeg har virkelig ondt af, at sådan en som ham, ikke har mulighed for at komme ud og opleve andet af verden, end det børnehjem. En dag da vi var på vej ned på børnehjemmet, mødte vi ham. Han skulle hjem og besøge sin familie, og råbte fra den anden side af vejen "Josefinaaaa". Jeg kiggede der over og så ham.. han gik med en baby i armene, hans mor gik med to babyer, og rundt om dem, løb alle hans 4 andre søskene. Det er virkelig hårdt at se, at når han så endelig er hjemme for at besøge sin familie, skal der bare passes børn. Ham og hans tvillingesøster har været de uheldige - eller heldige i den børneflok - og endt på børnehjemmet. Alex er en dreng som virkelig ville kunne fungere i det virkelige liv- alligevel skal han leve sit liv på et børnehjem, bag de høje mure.
AUGUSTIN: Augustin er det smukkeste barn, jeg nogensinde har set. Han er 7 år, og en lille frisk dreng. Når man ser ham, tror man, han er en engel. Han fortryller med sine øjne, og når man først har set dem, kan man ikke sige nej til ham. Han får det ikke svært med pigerne, når han bliver lidt ældre - meeen der er lige nogle piger der, der skal passe lidt på, for øjnene siger ikke helt sandheden om ham. Han kan være en rigtig lille romantikker, og en af aftenerne da vi lå i græsset nede på børnehjemmet og kiggede på stjerne sagde han " Josefina, du har virkelig smukke øjne, vil du være min kæreste". En anden dag sagde han " Josefina, du har 60 kærester, og jeg er en af dem ikke?" Han har sagt mange kommentarer, som jeg ikke lige glemmer, og jeg har givet ham sååå mange svingture! En dag kom han hen til mig, og gav mig et hårbånd. Jeg ved ikke, hvor han har det fra, men det var fra ham til mig, sagde han. Jeg har også fået utallige tegninger af ham, og en masse kys og kram. Han kom ind på børnehjemmet, da han vær 3 år, og var ikke i stand til NOGET. Han havde en kæmpe oppustet mave, fordi han ikke havde fået noget mad, og så virkelig forfærdelig ud. Moderen var ligeglad. Da han så lærte at gå, blev han kørt ned af en bil, og det gjorde, at han stadig i dag, har lidt problemer med at løbe. Han har dog en bagside, som består i at han godt kan være noget af en drillepind. Han har kastet sten i hoved på de andre børn flere gange, og bliver straffet med, ikke at måtte tegne i to dage. Alligevel, var der en lille stemme, der hviskede til mig igår, da jeg delte klistermærker ud til de andre børn "Josefina, må jeg ikke nok få et klistermærke" og med de øjne, var det simpelthen ikke muligt for mig at sige nej til ham, selvom jeg burde. Og han blev så glad for det lille klistermærke. Da jeg gik den dag, fik jeg en lille ting i hånden af ham. Et hjerte han havde tegnet, med det klistermærke, jeg havde givet ham i midten.
Der er over 50 børn jeg kunne beskrive på denne måde, men det ville tage sin tid. Pointen med dette, er at give en beskrivelse af disse børn. De er de mest taknemmelige børn, jeg nogensinde har mødt, og et kram for dem, er som en ny cykel for børn i Danmark. Da vi gav dem æbler i julen, kom hver og en, hen og sagde mange tak, mens deres øjne lyste af taknemmelighed.
De hungrer efter kærlighed, og kunne jeg, ville jeg tage dem med hjem i bagagen, og give dem den fremtid, som de fortjener!
PÅ RESTAURANT MED BRAYAN & YONNI.
Sidste uge tog vi de to små drenge Yonni & Brayan, med på pizzaria. Man kunne godt mærke, at det ved noget helt specielt for dem, og i det de kom udenfor børnehjemmets murer, blev de nogle helt andre børn. De to små svage drenge brød ud i glædesråb, og nærmest skreg af glæde. De grinede uafbrudt, og nød hver eneste mundfuld pizza. De prøvede med meget besvær at bruge kniv og gaffel, hvilket medførte i, at der lå pizza ud over hele bordet efter dem. Parmesanosten i det lille bæger, der stod på bordet med en lille ske i til at drysse på pizzaen, syntes Yonni smagte vældig godt... så hvorfor ikke bare spise det direkte fra skålen - med den ske andre også skal bruge? Det kunne han ikke se noget problem i og fik spist en god portion parmesanost. Det var også utrolig voldsomt at drikke en hel cola for de små, for under hele måltidet kom der høje bøvser fra dem. Det var en stor oplevelse for både dem og os, og denne tur vil de nok huske, som en af de gode tider i deres barndom.
Tak fordi i ville læse dette, og tak for jeres opmærksomhed. Disse børn har brug for at i beder for dem !
Ellers er jeg falder godt ind i hverdagen og gruer mig for at vi skal hjem. Der er nu kun 3 uger tilbage, og jeg kan forestille mig hvilket mareridt, det kommer til at blive, at skulle sige farvel til alle disse skønne ting, som er blevet en del af mig hernede i Honduras. Ingen tvivl om at jeg kommer herned igen ! Far og jeg stortrives, mens mor og Benja glæder sig til at skulle hjem. Benjamin har lavet en strimmel med hvor mange dage der er til vi skal hjem, og mens han og mor ser på den og glæder sig til hjemrejsen, ser far og jeg på den og gruer os. Men - lad os nu nyde de 3 uger der er, og tage tiden som den kommer. I næste uge skal vi ud til hovedstadens skraldeplads som er KÆMPE stor, og i den bor der 1500 voksne, og 350 børn. Det er det fattigste af det fattigste, folk bor i skraldet, bygger huse af det, og lever af andre folks madrester. Det er forfærdeligt, at det overhovedet er muligt, at folk skal komme så langt ud, og det er svært at rumme, at se så meget fattigdom. Men det er nu engang virkeligheden. Man føler sig så magtesløs, og ville ønske man kunne redde alle disse mennesker. Men som enkeltperson må man tage et liv af gangen og gøre den forskel man nu engang har mulighed for at gøre.
MIKI & KATERINE er mine to nye elskede søskene. Deres mor er jo død af Aids, og de har levet hele deres liv, bag disse lukkede murer i børnehjemmet. Deres højeste ønske har altid været at få en familie, hvilket de godt viste, aldrig ville ske. Alligevel skete det, og disse to børn, er blevet nogle helt andre børn, end dem de var før. Deres viden om, at nu har de en familie, har ændret dem. Igår var vi ude at gå. Miky kiggede på mig og sagde "Josefina, der er 11 mennesker her i verden, som jeg elsker. Det er dig, Berit, Arne, Benjamin, Katherine, Christine (som er en dame der passer børnene på børnehjemmet), Christines mand, Proffe(lederen af børnehjemmet), hans kone og deres to børn". Det er fantastisk, at kunne være noget for disse børn, og de glæder sig utrolig meget til at komme til Danmark i julen.
Når, nu skal jeg ind og spise.. Tak for opmærksomheden !
Josefine.
14/2
Tiden flyver raskt afsted nu! Vi kan slet ikke følge med. Der er simpelthen så mange ting, vi gerne vil nå inden afrejsen næste torsdag. Benjamin og jeg har virkelig længdes hjem. Men nu er det ved at fortage sig, for hverdagen er bare så spændende. Vi er alle fire blevet en del af det langsomt, men intens pulserende liv i Honduras. Vi er omkranset af nye venner, der på dansk siger: Jeg elsker dig. Du er smuk. Og hvem kan i længden stå for det ;-). Hver dag møder børnene på børnehjemmet os med knus, kys og kram. Idag er det Valentine´s dag og vi har båret bunker af smukke kort, bogmærker og armbånd med hjem. SMUKKE SØDE JOHANNA (se billedet) En pige på børnehjemmet gjorde specielt indtryk på mig. Hun er blid, sød, kærlig og også meget smuk. Johanna hedder hun og hun kommer ofte til mig på sin egen blide måde og vil gerne holde mig i hånden. Hun er 21 år og er en af de piger, der ikke er kommet videre fra børnehjemmet. I flere dage kunne jeg ikke lade være med at tænke på hende. Jeg kunne fornemme, at hun var lidt ensom og jeg talte med Arne, Josefine og Benjamin om hende. Kunne vi gøre noget specielt for Johanna, som ikke har familie eller venner, der besøger hende. En aften talte jeg med min nye veninde Christine (frivillig fra England i tre måneder) om hende. Hun fortalte mig, at Johanna næsten intet kan høre og mundaflæser i stedet. Hun er født med deforme ører og hendes manglende hørelse medfører, at hendes tale også lyder underlig. Den tyggede jeg videre på og det endte med, at vi spurgte lederen af børnhjemmet, om man kunne hjælpe hende med et høreapparat eller noget i den stil. Det kan man ikke, for Johannas ører er lukkede med hud foran øregangen. MEN - idag har Johanna været hos lægen her på hospitalet og han mener og håber som vi, at man kan åbne hendes ører, så hendes hørelse kan blive normal!!! På tirsdag skal vi køre hende til en specialist i Tegus og er specialisten enig, skal hun opereres. Fantastisk - tænk hvis Joanna kan komme til at høre!! Vi HÅBER og BER om, at det må være tilfældet og vi betaler med glæde hver en krone, det koster. Johanna har haft en vanskelig barndom og har været meget aggressiv, fordi hun ikke har kunnet høre. Måske kan hendes liv blive totalt ændret. Tænk gerne på hende! JOSÉ Jose på 12 år er patient her på hospitalet og fik for tre måneder siden skrællet huden af højre arm og ben i en trafikulykke. Siden har han ligget tre måneder på et offentligt hospital og ligner nu en KZ fange. Han er fuldstændig udhungret og har kontrakturer i arme og ben. Han har haft den ene betændelse efter den anden og vi mener, at han ville være død, hvis ikke han var blevet flyttet til dette hospital. Så snart hans immunforsvar er blevet bedre, vil man transplantere hud på ham. Arne arbejder med bevægelighed og gangtræning og jeg arbejder med kosten. Der er masser at tage fat på og det er ikke en let opgave at samarbejde med et køkken i Honduras. Her kan man nemlig ikke finde ud af at arbejde med en køkkenvægt. Det har man aldrig prøvet før. Alle opskrifter er i teskeer og kopper og det er ikke let at lave kostberegning efter. Jeg har givet dem en vægt, men den kan de mildt sagt ikke finde ud af at bruge. Det er en lidt speciel oplevelse. Men vi håber virkelig, vi kan hjælpe Jose videre og han han snart må slippe for de forfærdelige smerter, han lider af. FATTIGERE END FATTIGT Lørdag eftermiddag gik Josefine, Benjamin, Arne og jeg, samt en læge og lederen for det nye BØRNEKØKKEN op ad bjergskråningen bag vores hus for at invitere fattige børn til projekt BØRNEKØKKEN. I vores naivitet spurgte vi, om vi skulle køre i vores bil. Det skulle vi ikke! I stedet skulle vi vandre ad små smalle stier op og ned ad bjerget til den ene lille fattige hytte efter den anden. Vi anede ikke, at så megen fattigdom fandtes så tæt ved vores hus. Overalt var der børn i massevis. Her får man ikke kun to børn. Snavsede, smukke, glade børn spærrede øjnene op, når vi hvide mennesker bankede på deres dør. I morgen begynder projektet. To læger giver gratis deres arbejdskraft og forældre og børn kan blive indskrevet til gratis mad alle hverdage. Alle børn bliver målt og vejet og når deres ernæringstilstand er forbedret, får nye børn chancen i stedet for dem. Mange af børnene er ikke aldersvarende i størrelse og udvikling og deres ernæringstilstand er i bund. Den værste oplevelse den dag, var at opleve, at en enlig mor med fire børn boede i et lille bitte hus og hun ejer INTET. Hun kan ikke sende børnene i skole, for hun har ingen penge til skoleuniform eller bøger. Manden skred med en anden kvinde og nu har hun hverken seng eller mad.Tak og lov for at vi fandt hende og kan hjælpe hende. Josefine havde sådan ønsket, at møde moderen til to drenge på børnehjemmet. Hun havde endda bedt om hjælp til dette, men efterhånden opgav hun. Vi gik fra hus til hus og til sidst besluttede vi at går hjem. Vi ville dog tage det sidste hus på bjergtoppen med....og der boede hun. Enlig mor med masser af børn. Så fattig, så hun er nødt til at sende nogle af børnene på børnehjem. Men vi kunne tage et billede af hende og Josefine og det er noget, der bringer glæde hos to børnehjems drenge. Det var en meget stor og også meget skræmmende oplevelse. Så megen fattigdom - hvor uretfærdigt! 21 GÆSTER OG EN PIZZATUR Idag har vi også haft gæster. Hver søndag går vi tur med de børn på børnehjemmet, der igen relationer har, og idag skulle de besøge os. Vild jubel! Det havde de lyst til. Det væltede ind og de hyggede sig. Det er stort, at være udenfor de grå mure på børnehjemmet. De hoppede og dansede og kun vores lille gadehund var de meget skeptisk overfor. En af de andre dage tog vi fire af de store piger med på pizzaria. De elsker det, men de har ikke lært at begå sig. De spiser af skeerne til den fælles parmesanost og de kan ikke spise med kniv og gaffel. Smager det dem ikke, går de ud og spytter maden ud på fortovet. Enten bliver de helt generte og stille eller også kammer de over og bliver småpinlige. Det er en oplevelse - meget specielt! Men søde er de!
16/2
BØRNEKØKKENET
Igår var der indskrivning til børnekøkkenet. 2 læger arbejdede på højtryk og kun "undermålerne" har fået adgang til projektet. Vi kunne nu godt have undt alle adgang. Vi har set hvor fattige familierne er og et sundt måltid en gang om dagen burde jo være en menneskeret - i hvert fald en børneret!
Idag var der åbningfest. Der var pyntet med ballonger og flag og ca. 80 mennesker mødte op. 20 af dem vil give deres arbejdskraft til projektet - gratis! 20 børn var kommet for at få mad og gradvis inkluderes de sidste 10 børn. Josefine klippede snoren over og der var taler, fest og farver. Jeg må erkende, at dette projekt er fantastisk. En ung, kristen, gavmild, god mand gav os en pose penge med og det forpligtede os. Siden har andre sendt penge over ADRA og det har gjort b.la dette projekt muligt. Det mærkelige ved det er bare, at det dejligste nybyggede lokale stod tomt og ventede på et projekt som dette. De manglede bare penge til køkken og lidt ombygning og mad - så kører det mest fantastiske projekt, som kan ændre livet for nogle af de fattigste og dårligst stillede i det honduranske samfund. Denne beskrivelse er lige sakset fra Adra hjemmeside: Hver dag vil 30 af de allerfattigste børn fra byen forskellige skoler, kunne få et gratis morgenmåltid. En del af børnene fra de fattigste hjem får ikke mad hver dag. Hvis man skal sidde i skolen uden mad i maven for anden dag i træk, er det ikke let at lære. Så kan det let ske, at tiggeri på gaden er mere attraktivt. 25% af Honduras befolkning over 15 år er analfabeter og det er ikke let at blive mønsterbryder. Dette projekt er fremadrettet mod den nye generation i Honduras, nemlig at hjælpe børn væk fra den omklamrende fattigdom, der let går i arv fra familie til familie. Skolegang og uddannelse med mad i maven letter vejen mod et bedre liv. Tak fra hjertet til jer der giver og har givet! JOHANNAHele eftermiddagen idag har Arne og jeg fartet rundt med Johanna i det honduranske hospitalssystem i hovedstaden Tegucigalpa. Idag er hun blevet MR skannet og har været til en ekspert i høreskader. Derefter tilbage til en anden ekspert på hovedstadens flotteste og dyreste hospital, hvor en røntgenekspert skal læse røntgenbillederne i aften. Vi er blevet meget godt behandlet. Vi er meget spændte. Vi håber, de kan åbne øregangen og give hende hørelsen tilbage. Måske vil de endda give hende et nyt kosmetisk øre. Under alle omstændigheder kan hun få et slags høreapparet, der forstærker lydens svingninger i knoglerne (noget i den retning;-). GADEHUNDE...OG KATTE Vi elsker vores lille gadehund Moneka (dukke). Hun er aldeles charmerende. Hun smiler med tænderne og øjnene, når hun er glad. Hun laver rullefald med nakken først, når hun er glad...og det er hun ofte. Hun graver resten af sin mad ned imellem bøgerne i boghylden, når hun ikke kan spise op. Hun gør næsten aldrig, heller ikke selvom andre hunde tuder som ulve udenfor vores hus. Hun følger os tæt uden snor, når vi går tur. Hun finder sig i alt og NYDER at blive nusset. Den eneste ulempe er, at vi har både lopper og tæger. Hun har fået diverse midler, men bare i aftes sad to ulækre tæger i kødet på mig. Jeg har haft mindst fem og de andre hiver også en tæge af i ny og næ. Vi har ikke fundet et nyt hjem til vores lille dukkehund og det er vi meget bekymrede over. Udenfor vores hus bor Sombra (skygge eller held) og hun følger os tæt, når vi går tur. Da vi første gang så hende ved hospitalet, var hun radmager, fyldt med skab og spidsen af det ene øre hang i en las. Vi gav hende resterne af vores mad og en dag kunne vi ikke slippe af med hende. Nu har hun taget på, pelsen har det bedre og øret er ved at læge. Hun logrer glad hver gang hun ser os. Hvad gør vi med Sombra, når vi rejser? En dag gav en dame os en radmager, snavset og sulten kattekilling. Vi gav den mad og så havde vi pludselig to hunde og en kat. Ak, ja - hvis vi boede her i Honduras ville vi have MANGE dyr og endnu flere børn.
20/2
EN NY MORGEN
Det er lørdag morgen. Endnu er der stille i huset. Solen
stiger langsomt op over de smukke bjerge i det fjerne. Hanerne galer (men det
gør de nu hele natten) og knallerttaxierne kører allerede forbi vores vinduer i
vild fart. Jeg har lige gået min morgen tur med Moneka (gadehunden). Jeg mødte
en dame, der så ret mærkelig ud. Jeg sagde godmorgen til hende og mærkelige
lyde kom ud af hendes mund. Hun gik vaklende ind i en mur…og så gik det op for
mig hun var blind. Hun gik med et kosteskaft som blindestok. Hun kom oppe fra
bjergskråningen, hvor de fattigste bor. Er du handicappet her, må du klare dig
så godt du kan.
Jeg tror, det bliver dejligt varmt i dag. Det trænger vi
til. Den sidste uge har igen været blæsende, regnfuld og kold. Vejret er
mærkeligt…også her. På denne årstid plejer det at være helt tørt og masser af
sol. Men denne glæde skulle vi ikke have. Aldrig har jeg frosset så meget som
her i Honduras. Selv Arne fryser, og så er den gal. Man skal ikke regne med forståelse fra de lokale. De hader solen.
I dag skal vi i den lokale kirke og om eftermiddagen er vi
inviteret til afskedsfest hos overlægen. Der kommer mange og det bliver
sørgeligt. Farvel er et sørgeligt ord.
VORES TO HONDURANSKE BØRN
Vi troede, at vi bare kunne invitere vores to plejebørn i
Honduras til Danmark til næste jul. Men så let skulle det ikke gå. Haitisagen
har virkelig gjort det vanskeligt for os. Lederen af børnehjemmet Alonzo kæmper
sammen med os. Vi skal nærmest igennem en adoptionssag her i Honduras. Vi har
alle måttet stå skoleret hos IHNFA, den organisation, der tager sig af alle
børnehjem, forladte børn, gadebørn og andre børn i nød. I går besøgte de
hospitalet og talte med leder, læge og præst. De blev dog ret imponerede, og da
de så vores børnekøkken, spurgte de, om vi kunne hjælpe dem med et lignende
projekt i hovedstaden. De ville stille et lokale til rådighed. Vi har nu fået
kontakt med ADRA lederen, og søndag
skal vi se om vi kan knytte en kontakt mellem ADRA og IHNFA. Det ville være
rigtig godt. Men vi er stadig ikke helt godkendt af IHNFA. De skal have diverse
udtalelser fra politi, psykolog, præst og ledere i Danmark, inden vi får lov at
komme igennem Honduras mikroskopiske nåleøje. Et eller andet sted er det OK,
for hvem ved, om vi kunne være encellede pædofile nulhjerner fra Danmark!
JOHANNA
Vores næsten døve skønhed Johanna må pænt vente på
pinebænken sammen med os. Vi har ikke fået svar endnu, så vi aner ikke, om en
operation kan hjælpe hende…..håber og ber!
BØRNEHJEM
Vi kan næsten ikke bære, at skulle sige farvel til alle
vores kære børn. Der bliver gråd og tænders gnidsel. De er så søde. Selv
Benjamin er begyndt at være meget glad for at være der. I begyndelsen var det
ret hårdt for ham, for alle de små poder ville have svingture og akrobatik i et
væk. Han gik dagligt hjem med lange ømme arme. Men nu har de 14 årige mørke
skønheder fået samlet mod til sig og de kaster sig over Benjamin, som de mener
er Danmarks svar på Brad Pitt. Han bliver sminket, friseret, masseret, får
manicure og megen omsorg…og hvem kan i længden stå for det.
En ny dag kalder. Hm…solen er væk nu. Gråvejr igen. Vi
akklimatiserer til Danmark.
Berit m. familie.
24/2
FARVEL ER ET MEGET SØRGELIGT ORD!!!Tiden er ved at rinde ud. Vi har travlt. Det er den sidste aften i Honduras. Vi græder os igennem aftenen. Ingen af os havde regnet med, det slog så hårdt. Men en lille opdatering er nødvendig.
JOANNA Søde smukke Joanna kan få sin hørelse igen!!! Miraklernes tid er ikke forbi. Det er noget af det bedste, der er sket for både os og hende. Næsten DØV i 22 år - dernæst fuld hørelse. En frustreret barndom fyldt med agresioner og frustrationer kunne være undgået, hvis Joanna havde været født i Danmark. I morgen vil et lægehold fra USA undersøge Joanna, og måske skal hun allerede opereres i næste uge. Miraklernes tid er ikke forbi.
MONEKA Vi har været meget ked af, at skulle sende vores lille gadehund tilbage til den dame (Magdalene), der har fundet den. Hun har huset fyldt med hunde og sidst vi afleverede den, rystede hele dens lille krop. Den var meget trist, fortalte Magdalene os. Jeg tillod mig at ulejlige Vorherre, med noget så ubetydeligt som en gadehund. Vi ønskede så meget, at finde et godt hjem til den. Det lykkedes. Overlægen og frue har idag modtaget et stk. nyvasket gadehund...og det er ikke honduranere. Så den får et luksus liv i stuerne hos dejlige mennesker. Miraklernes tid er ikke forbi.
I LEFT MY HEART IN HONDURAS.... Idag har været en forfærdelig dag. Vi er gået fra den ene afskedsceremoni til den anden. Klokken 16 var hele hospitalet kaldt sammen. Vi vidste ikke hvad vi gik ind til, og vi kom anstigende i det, tøj vi var igang med at pakke i. Vi trådte ind til klapsalver og skulle alle fire sidde oppe foran, så alle kunne kigge på os. Lederen holdt en skøn tale, Arne holdt tale og ordet var frit. Det var meget rørende. Vi fik en kæmpe træting og det samme skete i kirken i lørdags, hvor vi også fik en stor træsag. Nu begynder det at knibe gevaldigt med bagagen, for vi har også købt nogle meget voluminøse gaver med hjem. Derefter afskedsfest på børnehjemmet. Børnene har grædt og vi har grædt og græder stadig. Imorgen skal vi forbi igen og det bliver endnu værre.
LILLE BITTE BRYAN PÅ BØRNEHJEMMET er en lille dreng på syv år. Han har de sødeste firkantede, bløde hænder og han elsker at holde i hånden, sidde på skødet og bare være i kontakt med en voksen, der gider ham. Jeg elsker ham. Han har bare sådan brug for en mor, men mor er narkoman. I aften tror jeg, det gik op for ham, at vi skulle rejse i morgen. En anden dreng hentede mig og på jorden sad min lille Bryan opløst i gråd. Jeg tog ham op og bar ham med. Men når jeg tænker på min lille Bryan, så synes jeg, livet er hårdt og uretfærdigt. Der er ingen mor, der putter og krammer ham - han er alene blandt mange. Og nu kan han ikke mere løbe mig i møde, tage min taske om halsen, tage min arm og lægge rundt om sin hals - ak, hvor vil jeg savne ham, men som børnene siger: "Vi vil savne dig mest!" Måske har de ikke ret!
FRA PIZZA TIL PIZZA Vi har virkelig fået nogle meget kære venner her og vi har været på afskedsbesøg den ene aften efter den anden. Til sidst måtte vi sige stop. Vi kunne ikke nå mere. Vi vil savne Sindy og Amec - de meste charmerende og vidunderlige mennesker i Honduras. Deres søde mor og far - Majorrie og Fransisko. Rakel og Raul - overlæge og frue. Vores to nye børn på børnehjemmet Miki og Katherine, som har grædt sig gennem hele aftenen, men som dog endelig har fået tilladelse til at besøge os til jul. Alonzo og Michel - ledere på børnehjemmet....og mange mange flere. Vores kære venner i Honduras, der altid vil være i vores hjerter!
KÆRE SØDE VENNER Vi glæder os til at se jer - kære venner og familie. Vi har savnet jer. Det har betydet uendeligt meget for os, at der ofte har været varme hilsener i gæstebogen og på mail. Det får en helt anden betydning her ude på den anden side af kloden. Tak for jer. Nu kommer vi tilbage og vi håber i vil bære over med os. Vores hoveder er fyld med Honduras og et godt stykke af vores hjerter er ladt tilbage her. Vi er analfabeter, når det kommer til nyheder, politik, sport. Hele banden er forberedt på reverse kulturelt chok og vi håber, i vil feje os sammen, hvis det bliver for galt. Og bære over med os, når vi til stadighed fortæller om, hvad vores hjerte er fyldt med - HONDURAS!!! På snarligt gensyn!!!!!
Mandag d. 5/4-2004
|
|
 |
|
|
|